Det er i sig selv ofte en hård omgang, når et par går fra hinanden.

Nu kan en ny afgørelse i retten gøre bruddet endnu mere frustrerende for mange danskere.

Hvis der er en ejerbolig involveret i bruddet, risikerer den ene part et skattesmæk.

Det skriver Finans.

»Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort, men mange par vil kunne spare sig selv for mange ærgrelser, hvis de i forbindelse med en samlivsophævelse bruger bare lidt mere tid på at overveje de skattemæssige konsekvenser af de aftaler og dispositioner, som de foretager. Skat er med som blind passager alle vegne. Også ved skilsmisser og samlivsophævelser,« skriver Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i BDO, i en kommentar.

Det er en afgørelse fra Landsskatteretten, som er blevet offentliggjort for nylig, der vækker opsigt.

Her lød afgørelsen, at der i skattemæssig forstand var tale om udlejning, da en mand blev boende i det hus, han og ekskæresten havde købt sammen. Og det til trods for, at kvinden ikke havde modtaget husleje fra sin ekskæreste efter, at hun selv var flyttet fra huset.

Ifølge Landsskatteretten kan ordningen imidlertid sidestilles med udlejning af forældrekøbte ejerlejligheder, og derfor endte sagen med at udløse et skattesmæk.