Så er den gal med badevandet i det midtjyske, hvor borgere i Viborg kommune frarådes at tage en dukkert i bunden af Limfjorden.

Det drejer sig helt konkret om badevandet ved Ulbjerg Klint og ved Hjarbæk Strandpark, hvor der begge steder er fundet fækale bakterier - på dansk lort - i vandet, og derfor fraråder Viborg kommune, at man hopper i vandet.

'Der er målt et for højt antal af fækale bakterier ved Hjarbæk Strandpark. Der bliver i dag opsat skilte med besked om, at badning frarådes på badestedet. Der bliver udtaget nye prøver i dag, torsdag d. 30/07-2020, som vi får svar på søndag. Hvis resultaterne af prøverne overholder kvalitetskravene, fjerner vi skiltene,' skriver Viborg kommune på deres hjemmeside og nævner også fækalier ved Ulbjerg klint samt en nykonstateret masseopblomstring af giftige alger flere steder i Tjele Langsø.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad har den lokale badevandsansvarlige Ruslana Gladnyeva flere bud på, hvad der skyldes det dårlige badevand.

Overløb fra et lokalt rensningsanlæg kan være årsag til udslippet ved Uldbjerg Klint, men hun har også et andet bud.

Kommunen har nemlig modtaget en henvendelse fra en lokal borger, der mener at have set ryttere lade deres heste bade ved stranden  - hvilket man ikke må, fortæller Ruslana Gladnyeva.

Hun har ikke en definitiv forklaring på udslippet ved Hjarbæk, andet end at det også kan skyldes spildevandsoverløb, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Som Viborg kommune skriver på hjemmesiden, er man nu i gang med at undersøge sagen nærmere.