Lyt til artiklen

Enhver københavner ved, hvor proppede havnebadene er, når solen skinner på en varm sommerdag.

Så et politisk forslag om at undersøge muligheden for at gøre badning tilladt i hele havnen lyder lovende, gør det ikke? Alligevel skaber det dybe panderynker.

Nettobådene, som arrangerer kanalrundfarter i Københavns havn, frygter, at en ophævelse af badezonerne i havnen kan få alvorlige konsekvenser. Det skriver TV 2 Lorry.

»Vi frygter, at der på et eller andet tidspunkt kan ske en alvorlig ulykke,« siger Finn Olsen, der er daglig leder af Nettobådene i København, til TV 2 Lorry.

Hos Nettobådene oplever man allerede, at mange bader uden for de lovlige badezoner med farlige situationer til følge – og Finn Olsen forudser, at problemet vil blive endnu større, hvis der åbnes op for fri badning i havnen.

For det er meget svært at se de badende fra de mange både, der sejler i havnen – herunder Nettobådene.

Forslaget om, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune skal undersøge, hvad der skal til for at gøre det lovligt at bade i hele Københavns havn, er stillet i Borgerrepræsentationen af Enhedslisten, Socialdemokratiet, De Konservative, De Radikale, Venstre, Socialdemokratiet og SF.

Over for TV 2 Lorry giver kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) udtryk for, at Nettobådenes bekymring skal tages seriøst, og at fri badning ikke nødvendigvis skal gælde de steder i havnen, hvor der er meget trafik.