Advarer om farlig højsæson: 'De er iskolde'
September er en af de værste måneder, når det kommer til cykeltyverier.

September er en af de værste måneder, når det kommer til cykeltyverier.

Der er ekstra god grund til at passe på cyklen de kommende uger. September hører nemlig til blandt årets mest travle måneder for cykeltyve.
Det skriver forsikringsselskabet If i en pressemeddelelse.
En ny opgørelse foretaget af selskabet viser, at antallet af cykeltyverier i september ligger 22 procent over en gennemsnitlig måned. Opgørelsen bygger på anmeldelser om cykeltyverier, som If har modtaget i perioden 2022-2025.
Helene Ibsen, der er boligchef i If, siger:
»Sommeren og sensommeren er højsæson for cykeltyve, og september er blandt de måneder, hvor risikoen er størst. Det er enormt frustrerende at få stjålet sin cykel, og for mange gør det hverdagen mere besværlig. Derfor er det ekstra vigtigt netop nu at gøre livet svært for cykeltyvene.«
Og cykeltyvene er parate til at tage store chancer.
»Optagelser fra Rigshospitalet viser, hvordan tyve helt uforstyrret stjæler cykler ved højlys dag. Det understreger, hvor langt de er villige til at gå for at få fat i de dyre cykler. De er iskolde,« siger Helene Ibsen.
Det er ikke kun cyklen, der er i høj kurs hos tyvene. If advarede i juli om flere anmeldelser om tyverier fra cykler. Tyvene går blandt andet efter mobiltelefoner, punge, computere og tasker, der ligger i cykelkurve og på bagagebærere.
Udviklingen ses også hos Københavns Politi, som i årets første seks måneder registrerede omkring 73 procent flere tyverier fra cykler end i samme periode året før.