Der er i øjeblikket sms'er og mails, som ser ud til at have sundhed.dk som afsender, i omløb. Men de er falske.
Det skriver faktatjekmediet TjekDet, ligesom sundhed.dk også selv advarer mod svindlen.
Beskederne kommer fra et dansk telefonnummer eller en mail, der ser ud til at tilhøre sundhed.dk.
De falske beskeder handler typisk om, at ens sundhedskort skal opdateres, eller at man skal bestille et nyt. Herfra ledes man til en betalingsside, hvor man bliver bedt om at betale et beløb.
Men der er tale om svindelformen phishing, hvor svindlere forsøger at få fingrene i person- og kortoplysninger, som enten kan bruges til mere svindel eller til videresalg.
Sundhed.dk slår fast, at man aldrig beder om adgang til kortoplysninger, og at der aldrig er penge mellem borgere og sundhed.dk.
- Vi anbefaler dig at slette denne type henvendelser med det samme, lyder det.
/ritzau/