Nytårsaften er lige rundt om hjørnet, og det betyder samtidig, at fyrværkeriet snart sætter gang i gaderne.
Derfor kommer Dansk Kennel Klub nu med en venlig opfordring.
For selvom fyrværkeri kan være flot, er hunde bestemt ikke fans af bragene, skriver klubben i en pressemeddelelse.
»Hunde og fyrværkeri er en dårlig kombination, og hvert år bliver mange tusinde hunde skræmte. Nytårsaften samt dagene før og efter er stressende,« lyder det.
Dansk Kennel Klub opfordrer derfor til, at man helt undgår knaldfyrværkeri og i øvrigt begrænser brugen af andet fyrværkeri til selve nytårsaften.
Som hundeejer er der desuden en række råd, der kan hjælpe den firbenede ven.
Blandt andet anbefales det at stimulere hunden, inden fyrværkeriet begynder, samt at undgå at tage den med ud efter midnat. Har man gæster, bør man desuden undgå høje lyde indendørs som for eksempel bordbomber.
Og så er det en god ide at holde dem i snor, hvis man er ude, for de kan løbe væk, hvis de bliver skræmte.
Videre lyder det, at der også kan være udfordringer i dagene efter nytårsaften, hvor der kan ligge farligt fyrværkeriaffald udendørs, som hun ved en fejl hasper på deres vej.
Dansk Kennel Klub minder samtidig danskerne om, at der er kommet ny lovgivning. Det er nu kun tilladt at affyre fyrværkeri den 31. december og 1. januar.
Ifølge klubben viser et finsk studie, at omkring 30 procent af alle hunde er bange for høje lyde.

