»AT OVERLEVE ET HJERTEANFALD, NÅR DU ER ALENE. Det er to minutter af din tid værd, dette opslag.«

Sådan begynder et opslag på Facebook, der netop nu bliver delt vidt og bredt.

Det skriver Hjerteforeningen på deres egen Facebook-side. Foreningen har nemlig et problem med opslaget:

At indholdet ikke passer.

I opslaget, der bliver delt, fremgår klare instruktioner til, hvad man angiveligt bør gøre, hvis man pludselig oplever en smerte i brystet, der »begynder at stråle i armen og kæben, op og ind i hjertet.«

»Du kan hjælpe dig selv ved at hoste gentagne gange og meget kraftigt,« står der.

Men det holder ikke. Hjerteforeningen kalder det »fake news« og skriver videre, at foreningen »ikke kan stå inde for den viden, der deles her.«

Som Lokalavisen Aarhus gør opmærksom på, så er det ikke første gang, at netop dette opslag bliver kopieret, spredt og delt. Det gjorde det også i 2020, hvor faktatjekmediet Tjekdet.dk undersøgte sagen.

Mediet talte dengang med en ekspert, Jens Flensted Lassen, professor i kardiologi på Odense Universitetshospital, som advarede meget mod at følge metoden.

»Hvis folk lader være med at ringe 1-1-2 med det samme, fordi de kommer i tanke om, at de skal hoste, kan de ende med at spilde dyrebare sekunder, som i sidste ende kan være forskellen på liv og død,« sagde han i 2020 til Tjekdet.dk.

Så nej, du skal ikke begynde at hoste regelmæssigt. Hvis du har mistanke om, at du har fået et hjerteanfald, skal du ringe 1-1-2 og søge hjælp hurtigst muligt.