I december 2018 var Aarhus på den anden ende, mens frivillige, politi og familie ledte efter 27-årige Steffen Dam Jensen. Tre måneder senere blev han fundet død. Efter en julefrokost var han faldet i Aarhus Havn og druknet.

Det var niende drukneulykke i og omkring havnen siden 2003. Alligevel er der endnu ikke hængt kameraer op, som kan redde liv.

Og det får nu Eva Borchorst Mejnertz fra De Radikale i Aarhus til at råbe op.

Hun frygter nemlig, at flere drukner i den kommende julefrokostmåned, mens man venter på at få sat kameraer op, skriver Århus Stiftstidende.

Kameraer har man nemlig eksempelvis fået sat op i Aalborg, hvor lignende drukneulykker er sket.

Her er der tale om termiske kameraer, som reagerer og alarmerer politi og brandvæsen, hvis noget varmt – eksempelvis en menneskekrop – falder i det kolde vand.

Det har angiveligt allerede ført til, at to mennesker er blevet reddet.

Men i Aarhus er man ikke nået så langt, selv om man tidligere på året vedtog at sætte kameraer op med samme funktion.

Pengene er nemlig sat af i et fireårigt budget, og derfor bliver kameraerne først sat op i 2020, forklarer rådmand for Teknik og Miljø Büynamin Simsek (V).

Og det bekymrer Eva Borchorst Mejnertz.

»Det overrasker mig meget, at vi ikke er længere med de kameraer,« siger Eva Borchorst Mejnertz til Århus Stiftstidende:

»Jeg troede og forventede, at de skulle op inden julefrokosterne. Jeg vil have det ufatteligt dårligt, hvis der sker en ny drukneulykke, mens vi venter.«

Nogle tiltag for at forhindre, at fulde mennesker falder i havnen og drukner, er dog iværksat i Aarhus.

Først og fremmest er en oplysningskampagne skudt i gang.

Det sker via plakater på byens uddannelsesinstitutioner, ligesom der er produceret ølbrikker til byens diskoteker og barer, hvor budskabet er, at folk skal passe på hinanden, når de er i byen.

Derudover er der sat penge af til flere redningskranse, redningsstier, bedre belysning og altså varmesøgende kameraer – som altså endnu ikke er sat op.