FDM går nu ud med en kraftig advarsel mod to specifikke autostole.

Tests viser så alvorlige fejl i stolene, at de kan være livsfarlige at bruge.

Det fremgår i en pressemeddelelse fra FDM, som erklærer sig nødsaget til at dele testresultaterne med offentligheden allerede nu.

Det drejer sig om autostolene Chipolino Olympus i-Size og Reecle 360, som også sælges under navnene ZA10 i-Size og 946i i-Size.

»Der er tale om meget alvorlige fejl på sikkerheden, som autostole bare ikke må have. Derfor reagerer vi med det samme og advarer mod køb og brug af de to stole. Heldigvis blev fejlen opdaget under testen. Havde der været tale om virkelige uheld, kunne det nemt været endt fatalt,« siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.

I tests rev stolene sig løs fra basen. I testen af Chipolino-stolen rev en 11 kilo tung testdukke gennem bilen. Reecle 360-stolen med en 15 kilo tung testdukke blev slynget rundt.

Testen er foretaget af europæiske bilklubber og fobrugerorganisationer, skriver FDM.

Har man købt en af de omtalte stole, opfordrer FDM til at kontakte forhandleren og få ombyttet en af stolene til en sikker model.