Har du hørt om egeprocessionslarven?
Den spreder sig lige nu i Danmark, og den er både farlig for mennesker og dyr.
Særligt hundeejere bliver advaret af chefdyrlæge hos Agria Dyreforsikring, Mogens Brix Koldkjær. Han fortæller, at larvens mikroskopiske, giftige fimrehår kan forårsage voldsomme allergiske reaktioner, vævsskader og alvorlige luftvejsproblemer hos hunde.
»Vi ser en stigende forekomst af egeprocessionslarven i Danmark, og det er vigtigt, at hundeejere tager deres forholdsregler,« siger Mogens Brix Koldkjær i en pressemeddelelse.
Larven lever især i områder med mange egetræer.
Der opfordres til, at man som hundeejer har larven med i tankerne, hvis ens hund pludselig viser symptomer som iritation i mund og hud, kløe og hævelse af poter og hud, vejrtrækningsbesvær og nysen eller alvorlige allergiske reaktioner.
Hvis man har mistanke om, at ens hund er ramt, er det vigtigt, at man ikke rører eller gnider på det ramte område, da det kan sprede fimrehår. Man må gerne skylle med vand, men altså ikke gnide på området, lyder det også, ligesom et besøg hos dyrlægen også bliver anbefalet.
»Larvens giftige fimrehår kan let spredes i omgivelserne og udgør derfor en stor sundhedsrisiko. Den er især aktiv i forårs- og sommermånederne, men med den milde vinter er den dukket op lidt tidligere i år. Derfor er det vigtigt, at hundeejere holder sig opdateret om eventuelle advarsler fra myndighederne eller i medierne,« lyder det fra chefdyrlægen.
Der er allerede rapporteret tilfælde, hvor hunde har været i kontakt med larven, og risikoen skulle stige i løbet af foråret og sommeren, lyder det i pressemeddelelsen.