Influencere må som udgangspunkt ikke bruge yngre børn i sponsorerede opslag på sociale medier.
Heller ikke, hvis det er deres egne.
Det gør Arbejdstilsynet opmærksom på i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at der skal indhentes en særlig arbejdstilladelse, hvis man bruger børn under 13 år i sponsoreret indhold.
Børn under 13 år må nemlig som udgangspunkt ikke arbejde. Derfor skal de altså indhente en særlig tilladelse.
Videre lyder det dog også, at reglerne om indhentning af tilladelse ikke gælder, hvis influencernes yngre børn kun 'lejlighedsvist eller kortvarigt' arbejder.
Det kræver dog, at arbejdet udføres i hjemmet, eller i en familievirksomhed, hvor der kun arbejder folk fra husholdningen.
Derudover må man heller ikke anvende børn og unge under 15 år i markedsføring, der retter sig mod børn og unge under 18 år.
Udover reglerne om aldersgrænser gør Arbejdstilsynet opmærksom på, at man som arbejdsgiver for unge under 18 har et ansvar for, at arbejdet er planlagt, tilrettelagt og bliver udført, så det tager hensyn til den unges alder, udvikling og helbred, samt om det har indvirkning på skolegangen.
