Det kan være fristende at brænde sit affald af, men det er altså ikke lovligt. Heller ikke sankthansaften.

Alligevel oplever brandvæsenet ofte, at danskerne smider forskellige former for affald på bålet.

Det skriver Danske Beredskaber på sin hjemmeside.

»Det kan være alt fra møbler og gamle cykler, til større oplag af plastikaffald og forskelligt aflagt tøj. Vi har sågar hørt om gamle biler, der er havnet på et sankthansbål. Alle disse effekter er af mange grunde en rigtig dårlig idé på et sankthansbål,« siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber.

»Ud over, at de forurener, så skaber de også en uren og ikke altid styrbar forbrænding af selve bålet. Det er simpelthen farligere at være i nærheden af et bål, hvor det er alle mulige og umulige effekter, der bidrager til flammer og gnister.«

Bjarne Nigaard og udviklingskonsulent i AffaldPlus, Anders Christiansen, opfordrer i stedet til, at man kører sit affald på den lokale genbrugsstation.

»Sankthans handler om fællesskab og traditioner, ikke om at komme af med affald fra kælder og lofter. Der er stor forskel på at sende en udtjent sofa til et moderne affaldsenergianlæg, hvor energien bliver til fjernvarme og strøm, og så at smide den på sankthansbålet.«

»Det første er kontrolleret og korrekt behandling – det andet er unødig forurening og kan udgøre en sundheds- og sikkerhedsrisiko,« siger Anders Christiansen.

Det er ikke tilladt som privatperson at afbrænde nogen former for affald, hverken dagrenovation, pap, papir, paller, elektronik eller lignende, uden for godkendte anlæg.

Sankthansaften er dog en undtagelse, da det er den eneste aften på året, hvor det er tilladt at afbrænde haveaffald.

Men sofaen skal fortsat køres på genbrugen og ikke smides på bålet med heksen.