At der har været særdeles hedt i de seneste dage, skal man også have i baghovedet, når sankthansbålet tændes tirsdag aften.

»Det varme og tørre vejr gør bålafbrænding mere risikabelt end normalt,« siger Jan Graversgaard fra forsikringsselskabet Alm. Brand:

»En enkelt gnist kan være nok til at antænde en tør hæk eller græsplæne.«

Fra samme sted kommer der også et råd i forhold til, hvad der overhovedet bliver brugt til at bygge bålet op med.

Ellers kan det også risikere at ende i farlig situation.

»Det er vigtigt kun at bruge tørt og rent træ,« siger Jan Graversgaard:

»Når man brænder affald eller byggematerialer af, kan det give farlig røg og gøre bålet uforudsigeligt.«

På samme måde med gamle møbler eller malet træ.

Og så er det – som altid – vigtigt ikke at lade sig friste til at bruge benzin, sprit eller lignende til at få gang i bålet.

»Brandfarlige væsker kan få flammerne til at blusse voldsomt op og føre til alvorlige ulykker. Både for dig selv og andre personer der står i umiddelbar nærhed af bålet,« siger Jan Graversgaard fra Alm. Brand.

Og så er det som altid en god idé at have vand i nærheden, at holde øje med bålet hele aftenen – og at slukke det helt, inden det forlades.