De nyeste iltsvindsmålinger viser, at flere danske kystvande har været ramt af iltsvind i 2026 i forhold til samme tid de sidste to år, hvor iltsvindet var historisk slemt.

Det skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.

Optællingen fra den 27. august viser, at 38 – eller mere end hver tredje af Danmarks 108 kystvande – har været ramt af iltsvind i 2026. I 2025 og 2024 havde henholdsvis 33 og 34 kystvande på samme tid på sommeren været ramt af iltsvind.

De områder som er hårdt ramt er blandt andet Mariager Fjord, Limfjorden, Det Sydfynske Øhav, de sønderjyske fjorde, mens der også er kraftigt iltsvind ud for Nordfyn og i Aarhus Bugt.

Flere steder oplever iltsvind for første gang i mange år. Blandt andet har Skælskør Fjord været ramt af iltsvind for første gang i 14 år, mens det er 16 år siden iltsvindet sidst hærgede Præstø Fjord.

Lars Midtiby, der er direktør i Danmarks Naturfredningsforening, siger:

»Det kraftige iltsvind har katastrofale følger for livet i havet. Havmiljøet er i en kronisk krisetilstand, og at vi har rigtigt travlt, hvis vi skal vende den negative udvikling.«

Ifølge foreningen er det særligt den alt for store udledning af kvælstof fra landbrugets brug af gylle og gødning, der sammen med højere vandtemperaturer, er med til at skabe en fatal situation for livet flere steder i de danske fjorde og kystvande.