Risikoen for, at en strandet kaskelothval kan ende som en eksplosiv affære, får nu myndighederne til at advare borgerne.

For den kaskelothval, der ligger strandet i Aalbæk Bugt, risikerer nemlig at eksplodere.

Det siger Jesper Blom Hansen, skovrider i Naturstyrelsen Vendsyssel, til TV 2 Nord.

»Vores forskere fra København har gjort os opmærksomme på, at det ser ud til, at den udvikler gas,« siger han og tilføjer:

»Vi opfordrer nu folk til at holde god afstand til den.«

Hvalen blev observeret første februar, og den er nu død.

En kaskelothval er ikke set på danske kyster siden 2016.

Skovrideren opfordrer til, at man holder sig på en afstand af 40-50 meter til den døde hval.

Derudover opfordres der generelt mod at røre ved døde havpattedyr.

Hvalen skal efter planen bugseres i land tirsdag og obduceres torsdag.

Det oplyser Charlotte Bie Thøstesen, der er naturhistorisk fagchef på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

»Det er faktisk en rigtig svær opgave. Kaskelotten er jo den største tandhval der findes,« siger hun.

Hvalen blev først observeret lørdag og ligger i 30-40 centimeters vand.