Advarer alle danskere: Du kan blive afhængig af dette lægemiddel


Det er ved at blive koldt, og mange ligger underdrejet med influenza, hoste eller snue.
Og med en tilstoppet næse er det altid rart at kunne trække vejret ordentligt igen.
Men med et pust i hvert næsebor fra en næsepsray gennem længere tid risikerer man den modsatte effekt: At næsens slimhinder hæver. Det kan skabe en ond spiral, hvor man bliver afhængig af et pust i næsen for at kunne få luft.
Det skriver Danmarks Apotekerforening i en pressemeddelelse.
Siden det i 2001 også blev muligt at købe en næsespray i supermarkeder og andre dele af detailhandlen, er salget fordoblet. Alene det seneste år er der solgt omkring 4,4 millioner af de små sprayflasker.
Og det stigende salg bekymrer chefkonsulent Helle Jacobsgaard fra Danmarks Apotekerforening her i starten af højsæsonen for influenza og forkølelse. Næsespray kan være en god hjælp, når man er syg. Men man skal stoppe brugen i tide, for man kan blive afhængig af næsespray, hvis man bruger den for længe, siger hun.
»Næsespray mod tilstoppet næse ved forkølelse bør man højst bruge tre gange i døgnet og ikke længere end i ti dage. Den lille sprayflaske indeholder medicin, der får næsens slimhinder til at trække sig sammen. Men efter længere tids brug bliver slimhinderne irriterede over den konstante påvirkning, så de udvider sig i stedet for.«
»Bivirkningen ved medicinen er altså en permanent tilstoppet næse – også kaldet medicinsk næsetæthed. Så selv om man ikke længere er forkølet, bliver man afhængig af de daglige pust i næsen. Og så er man inde i en ond cirkel.«
Hun advarer også om, at hvis man først har oplevet denne bivirkning med tilstoppet næse, så kan det i yderste konsekvens komme igen, hvis man på et senere tidspunkt bruger næsespray.