»Jeg var i chok, da jeg så det. Jeg er helt ulykkelig over, at nogen kan finde på det.«

Sådan siger Cecilia Thorsén, der lørdag opdagede, at flere ting var blevet stjålet fra hendes mors gravsted på Tårnby Kirkegård.

To lanterner og en stor kurv til sammenplantning af blomster og planter var væk. Og jorden fra kurven var hældt ud og lå ovenpå blomster og sten, som børnebørnene havde tegnet på.

»Det handler ikke om værdien af det, der er stjålet. Det handler mere om den følelse, man står tilbage med: Sorg og afmagt – og vrede! At nogle kan være så ubetænksomme og respektløse. Jeg blev så sindssyg ked af det,« siger Cecilia Thorsén og fortsætter:

»Det er et sted, der er meget personligt for os pårørende, som vi har passet og plejet, og hvor vi kan sidde i ro med vores sorg. Jeg troede ikke, der fandtes gravrøvere i vores tid.«

Cecilia Thorsén er ikke den eneste, der fået sig en ubehagelig overraskelse på Tårnby Kirkegård på det seneste.

Søndag fortalte Mie Andersen til B.T., at nogen havde stjålet to lanterner med personlige gaver indeni fra hendes søns gravsted.

Og udover Cecilia Thorsén og Mie Andersen fortæller endnu en pårørende, Sheilla Lloren, nu også, at hun og familien har været udsat for gravtyveri på Tårnby Kirkegård.

Det fandt hun ud af i tirsdags, hvor hun opdagede, at stålbænken, der plejede at stå på søsterens gravsted, var forsvundet.

Bænken, der plejede at stå på Shiellas søsters gravsted men nu er stjålet.
Bænken, der plejede at stå på Shiellas søsters gravsted men nu er stjålet.
Vis mere

Det er kun tre måneder siden, at hendes lillesøster døde, og hun fortæller, at søsterens børn, Shiella selv og andre pårørende besøger gravstedet næsten dagligt, hvor de plejer at sidde på den bænk.

»Vi havde nøje udvalgt bænken. Det er lige en, som min søster ville kunne lide. Og vi kunne sidde mere end én person på den,« siger Shiella Lloren og fortæller, at bænken havde kostet 3.000 kroner.

Familien har købt en ny bænk nu, som de har tænkt sig at grave ned på en måde, så den ikke kan løftes.

»Det er forfærdeligt, at nogen kan finde på at stjæle fra et gravsted. Der står personens navn på gravstenen, og der står en masse ting fra børnene. Vi er stadig i en meget svær sorgperiode, så det er ekstra hårdt,« siger Shiella Lloren.

B.T. har talt med assisterende kirkegårdsleder på Tårnby Kirkegård, Henrik Vinther.

Han bekræfter, at de på kirkegården har været udsat for adskillige gravtyverier på det seneste.

»Jeg har på fornemmelsen, at det er samme person, der står bag. De grave, jeg har hørt, der har været udsat for tyverier, ligger inden for 15 meters afstand af hinanden,« siger Henrik Vinter.

Han fortæller, at han ikke har oplevet noget lignende i de tre år, han har arbejdet på kirkegården.

Kirkegården har ikke anmeldt tyverierne til politiet, fordi man ikke mener, der er nok endnu, til at en anmeldelse ville blive taget alvorligt, siger Henrik Vinter.

Han fortæller, at de vil holde øje med, om tyverierne fortsætter.

Og hvis de gør, vil man overveje både anmeldelse og nye foranstaltninger for at stoppe det.