Trods løftede pegefingre, advarsler om yderligere stramninger i nattelivet og opfordringer til at droppe festen og vise ansvar fra både politiet og politikerne, nægter de unge at holde op med at feste.

I weekenden har Københavns Politi lukket en såkaldt piratfest med hele 300 gæster ned trods et forsamlingsforbud på 50 personer.

Og sådan fortsætter det. Det mener adfærdsforsker ved Roskilde Universitet Pelle Guldborg Hansen. Ifølge ham er strategien med stramninger og skældud misforstået, og vi kommer ikke til at få de unge til at stoppe festen.

»At feste og gå i byen er de unges hverdag. Og den kan man ikke bare tage fra dem. Hvis regeringen laver restriktioner og forbyder fester, så finder de unge en anden løsning,« siger Pelle Guldborg Hansen

Der findes altså ingen magiske ord, der kan få de unge til at handle anderledes. Ifølge Pelle Guldborg Hansen er det nemlig ikke et kommunikationsproblem, for de unge er informeret om covid-19 ligesom alle os andre.

TIP OS: Kender du noget til de private piratfester, eller har du selv været til en, så skriv til os på 1929@bt.dk

»De unge ved godt, at det vil smitte. De er jo ikke dumme. Men vi har en ungdomskultur, der er bygget op omkring frihed og fest, så når man siger, at de ikke må feste, så er det ligesom at sige til en religiøs gruppe, at de ikke må bede,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Faktisk har de danske unge verdensrekorden i at drikke mest alkohol, og den festlige og sociale livsstil ligger ifølge Pelle Guldborg Hansen dybt forankret i ungdomskulturen. Man kan altså ikke få dem til at ændre hele deres hverdag med en informationskampagne, hvor man forklarer, at corona er farligt og kan smitte, siger han.

Dernæst kommer det, at de unge ikke har samme ansvarsfølelse som voksne, og at corona ikke er lige så farligt for dem. Så beskeden om, at 'du kan smitte en på et plejehjem', er ifølge Pelle guldborg Hansen for abstrakt for de unge.

»Voksne er bundet op på pligter, der begrænser vores frihed og lyst. Det er de unge ikke. De har oceaner at tid sammenlignet med andre, de har heller intet ansvar. Dernæst berører corona ikke rigtig dem. Der er ingen risici for dem, og derfor er de ligeglade. Hvis man gerne vil nå dem, så skal man forstå, hvad de laver. Og de fester, for det vil de gerne,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Derfor mener Pelle Guldborg Hansen, at politikerne bør kigge på andre løsninger, der imødekommer de unge mere. For at stoppe festerne kommer ikke til at ske.

»Når restriktioner og bøder tydeligvis ikke virker, så er det, fordi politikerne gør noget forkert,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Han mener derimod, at en form for organiserede fester med de samme gæster kunne være en løsning. Man kunne altså have nogle forskellige fest-enheder, hvor de samme 400 mennesker måtte komme. Ikke andre.

Et slags medlemskab til en fest, hvor der bliver holdt øje med, at forholdene er i orden.

»En slags forening, hvor man fester med de samme, og hvor det er sundhedsforsvarligt. Så kunne de unge komme og feste der, og blev de taget i at deltage i en piratfest, så blev de fjernet fra listen, og så er piratfesten måske ikke så attraktiv,« siger Pelle Guldborg Hansen.

På den måde vil man ifølge adfærdsforskeren undgå, at de unge mødes i mørket og smitter hinanden, mens politiet jagter dem med løftede pegefingre, og i stedet få en organiseret aktivitet med sundhedsforsvarligt opsyn.

Desværre er det ifølge Pelle Guldborg Hansen ikke den strategi, som politikerne viser forståelse for.

»Politikere har en naiv tro på, at de ved noget om mennesker. Men de har ingen erfaring med at få folk til at gå til højre og venstre. De mangler forståelse for ungdomsadfærden,« siger Pelle Guldborg Hansen.