En pakke kondomer, nykøbte håndklæder og en gang spillekort.

Sådan lyder opskriften på den perfekte aften...... for nogen.

Men for Karen Novak Knudsen har netop den spændende kombination været skyld i noget af en hovedpine.

De seneste måneder har hun nemlig i sit sommerhus gjort sig en række mærkværdige oplevelser, der til syvende og sidst har fået hende til at konkludere en ganske ubehagelig ting:

Hendes sommerhus er ad flere omgange blevet brugt af uinviterede fremmede.

For at forstå den konklusion skal vi skrue tiden tilbage til midten af september.

Her tager Karen Novak Knudsen og hendes familie en dag forbi deres sommerhus i Klitmøller, som de også en gang imellem udlejer gennem et bureau.

Det er på dette tidspunkt cirka en uge, siden boligen har været udlejet, og da der altid er rengøring kort efter, skal familien ind i et dejligt, rent sommerhus.

Men da de træder ind ad døren, går det hurtigt op for dem, at noget er galt.

»Det er bare virkelig ulækkert og beskidt. I sofaen ligger der en pakke kondomer og nogle spillekort. På badeværelset ligger der et par håndklæder med prismærke i,« fortæller Karen Novak Knudsen til B.T.

Der er endda også et par iturevne kondompakninger på gulvet. Vel at mærke uden det beskyttende hylster af gummi indeni.

Familiens tager fat i udlejningsbureauet, brokker sig og ender med at stoppe samarbejdet samme dag.

Der er ikke nogen fremtidige bookinger, men da Karen Novak Knudsen kommer tilbage til huset to uger efter, er der noget, som undrer hende.

Det ligner nemlig, at der har ligget én eller flere i sengen, og toiletbrættet er slået op.

Noget, som hun selv aldrig kunne finde på.

»Jeg slår det hen og bilder mig ind, at det nok er mig selv. Men en måneds tid efter er den så gal igen,« fortæller Karen Novak Knudsen.

Det er blevet november, og kulden har gjort sit benhårde indtog i det danske land.

Karen Novak Knudsen og familien er bosat i Aarhus, og derfra kan de en hverdag i november pludselig gennem en app konstatere, at der er 24 grader i huset. 

Familien får dagen efter en nabo til at gå forbi huset, og selvom der på dette tidspunkt ikke er nogen indenfor, kan han meddele, at ovnlågen står åben.

Da Karen Novak Knudsen og co. kort efter kommer forbi sommerhuset igen, kan de se, at næsten alt deres brænde er væk.

Med andre ord: Der har altså igen været ubudne gæster i huset.

Og så falder brikkerne på plads hos Karen Novak Knudsen.

»Der blev jo sat en nøgleboks op af udlejningsbureauet, da vi brugte det, men den er ikke blevet taget ned, og nøglerne er stadig deri. Så der må jo være nogen, der kender til den kode,« siger hun og fortsætter:

»Og de her mennesker har så brugt vores sommerhus i hverdagene.«

Derfor får Karen Novak Knudsen hurtigt udlejningsbureauet til at tage nøgleboksen ned, og nu har hun også bestilt en låsesmed til at udskifte alle låsene i huset.

Tilbage står hun dog med en noget ubehagelig følelse i maven.

»Jeg ved jo ikke, hvad huset er blevet brugt til. Man frygter jo, at der er optaget en pornofilm eller noget. Det er utrygt, og normalt tager jeg gerne derop og hygger alene. Det har jeg ikke haft lyst til de sidste par uger,« siger hun.