»Jeg har to drenge, der måske skal vokse op uden en mor, fordi lægerne var for stolte til at undersøge andre muligheder end det åbenlyse. Men det kan jeg i virkeligheden slet ikke holde ud at komme ind på.«
Ordene er Sandra Mørk Valentes.
Og den unge mor fik desværre ret i, at hendes sønner, der dengang var to og seks år, skulle miste hende alt, alt for tidligt.
For præcis to år siden sov hun stille ind en smuk forårsmorgen efter en hård kamp, der var ulige, ubarmhjertig og tabt på forhånd. På grund af et sundhedsvæsen, der ikke lyttede og forsømte at handle.
Siden den dag har Sandras mor, Abelone Mørk, ventet tålmodigt.
Først var der corona. Så kom krigen. Men nu kan hun ikke vente længere.
På sundhedsminister Magnus Heunicke, som så hendes dødssyge datter i øjnene, gav hende hånden og lovede, at han og det sundhedsvæsen, han har ansvaret for, ville lære af hendes historie.
Så i dag offentliggør hun et åbent brev til ministeren for at holde ham op på det løfte, han gav hendes datter og alle dem i samme situation som hende.
'Vi savner hende hver dag, og intet gør så ondt som at miste sit barn, en af sine kære. Specielt, når det kunne være undgået,' skriver Abelone Mørk i det åbne brev.
'Nu har I i regeringen sammenstykket en ny sundhedsreform, og jeg kan ikke se, at noget som helst er anderledes i forhold til, at meget syge mennesker bliver hørt og undersøgt,' fortsætter hun.
Sandra Mørk Valente var 24 år gammel, da hun som højgravid pludselig begyndte at få stærke smerter i venstre hofte.
Seks år inden sin diagnose gik Sandra til lægen et utal af gange med smerter, der var så stærke, at hun endte med at blive sygemeldt fra sit arbejde som kok og til sidst havde svært ved at tage sig af sine to små børn, hun var alene med.
I hendes journal står der flere gange, at det kan være relevant med en ortopædkirurgisk undersøgelse og en MR-scanning for at fastslå årsagen til hendes symptomer.
Det skete ikke.
I stedet blev hun sendt til gynækolog, gigtlæge og fik anbefalet strækøvelser, alt imens lægerne udskrev stærkere og stærkere smertestillende medicin.
Til sidst opsøgte hun selv en ortopædkirurg på et privathospital, der anbefalede en henvisning til en neurolog hurtigst muligt.
»Som årene gik, blev jeg mere og mere bange og dermed mere og mere desperat, for jeg kunne mærke, der var noget alvorligt galt, men ingen ville lytte,« fortalte hun til B.T.
Den første, der lyttede, var neurologen, som så på hende og sagde:
»Du kommer ikke ud herfra, før vi har fundet ud af, hvad der er galt med dig.«
Men det var for sent.
Sandra blev diagnosticeret med den sjældne kræftform Ewings Sakrom, der var startet i venstre lårben.
Kræften havde spredt sig til hele kroppen og var meget fremskreden.
Et år efter var hun død.
Inden sin død medvirkede Sandra sammen med en række andre uhelbredeligt syge kræftpatienter i en artikelserie i B.T., der satte fokus på de kræftpatienter, som bliver tabt på gulvet i sundhedsvæsenet.
Det er nemlig kun halvdelen af de patienter, som henvender sig til egen læge, som har symptomer, der er klare nok til, at de bliver sendt direkte i de kræftpakker, som sikrer en hurtig diagnose og behandling.
Og det er et stort problem, at så mange diagnosticeres for sent, har flere eksperter udtalt til B.T.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) svarer i et skriftligt svar til B.T., at sundhedsreformen vil skabe et bedre samarbejde mellem sygehuse og praktiserende læger, der skal modvirke, at patienter føler sig som kastebolde.
'Vi vil styrke ordningen med en patientansvarlig læge, sådan at flest mulige patienter kommer til at opleve, at der bliver taget ansvar og hånd om deres samlede forløb,' skriver han.
Ministeren skriver også, at regeringen vil gøre en ekstra indsats på kræftområdet, så vi bliver bedre til tidligt at opdage kræfttilfælde.
'Det giver ikke Sandras familie deres mor og datter tilbage, men vi skylder Sandra, at vi lytter og gør alt, hvad vi kan, for at andre patienter ikke havner i samme situation,' skriver han.
'Mødet med Sandra i 2019 gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg har den dybeste medfølelse med hendes familie, som nu desværre har mistet hende. Jeg er stadigvæk rørt og beundrer, at hun midt i alvorlig sygdom prioriterede at mødes med mig for at gøre alt for, at andre efter hende skulle have et bedre forløb.'
