Man kan hurtigt blive frustreret, hvis ens årsopgørese viser, at man skal betale mange penge tilbage i skat.

Den frustration bliver ikke mindre af, at rigtig mange danskere ikke kan komme igennem til Skattestyrelsen på telefonen med deres spørgsmål.

Siden 15. marts, hvor årsopgørelsen lå klar, har telefonerne været rødglødende og ringet uafbrudt hos Skattestyrelsen. For nogle har det betydet en meddelelse om, »at alle linjer er optaget«.

»Jeg har nu prøvet at ringe i to uger, men det eneste, der bliver sagt hver gang er: Linjen er optaget. Prøv senere,» skrev en Kristina på Skattestyrelsens Facebook-side i onsdags.

Også på Trustpilot er det tydeligt, hvordan de mange spørgsmål til hovedsageligt årsopgørensen står i kø - og derfor også har skabt en lang telefonkø.

Her skriver en Marco, at han i fem sammenhængende dage, efter årsopgørelsen lå klar, har forsøgt at komme igennem til Skattestyrelsen. 200 opkald senere var det stadig ikke lykkedes.

Marco er ikke alene med frustrationen. Mange andre stemmer i på både Trustpilot og Facebook de seneste to uger med deres dårlige oplevelser. Det er decideret umuligt at komme igennem til en medarbejder hos Skattestyrelsen. På Facebook har Skattestyrelsen derfor også gentagne gange måttet forklare utålmodige danskere om, at deres kollegaer gør alt for at hjælpe så mange som muligt.

»Det er desværre svært at komme igennem på telefonen i denne periode, da der er rigtig mange, der ringer. Men mine kolleger gør alt for at hjælpe så mange som muligt,« skriver styrelsen.

»Når du får besked om at prøve igen senere - eller en optagetone - så skyldes det, at alle kølinjer er fyldt op og det derfor desværre ikke er muligt at sætte flere i kø.«

Det eneste, man kan gøre, er at vente og prøve igen senere, lyder svaret også.

»Jeg kan ikke sige andet, end du må prøve igen.«

Et alternativ, som Skattestyrelsen foreslår nogle af dem, der ikke kan komme igennem på telefonen, er deres krypterede chatfunktion på hjemmesiden.