En aarhusiansk kunstfond har netop udpeget en vinder af en udsmykningsopgave med budget på omkring en million kroner på Aarhus Universitetshospital.

Det er den unge kunstner Holger Højbjerg, der har vundet med sit værk 'On. Spots. Surf'.

Værket består af i alt 11 store malerier, hvoraf ni af dem sættes sammen til tre lodrette billeder. De skal blandt andet hænge ved hospitalets kommende hovedindgang i højhusbygningen Forum.

Det er Kirsten Overgaard Hjortholm Olsen og Gunnar Steen Jacobsens Familiefond, der støtter det aarhusianske kunst- og kulturliv.

Kirsten Overgaard Hjortholm Olsen var selv børnehjertekirurg på universitetshospitalet i Aarhus, og hun ønskede derfor at berige patienternes dagligdag med kunst.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Kunstværket vil stå færdigt og være ophængt i løbet af efteråret 2022.

»Mit fokus er at skabe et værk med store, letlæselige motiver. Et værk, der kan opleves både som en kortvarig og en langsom oplevelse, og som har en grundtone af noget positivt,« siger kunstneren Holger Højbjerg.

Det er Holger Højbjergs første store kunstneriske udsmykningsopgave og første vundne skitsekonkurrence.

»Dette projekt er noget helt særligt. Både fordi det er så stort et projekt for mig, men også helt særligt, da det bliver et permanent værk på et meget vigtigt sted, hvor en masse forskellige mennesker kommer til at se på det og tænke over det,« siger han.

Værket indgå som en del af hospitalets allerede eksisterende kunstsamling.

»På hospitalet har vi en årelang erfaring og tro på, at god kunst i samspil med arkitekturen kan være med til at gøre en forskel og berige rum og venteområder for såvel patienter, pårørende som for hospitalets ansatte«, forklarer Claus Thomsen, der er lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital og formand for kunstudvalg AUH.

Holger Højbjerg Holger Højbjerg dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi i 2018, og har derudover studeret på Staedelschule i Frankfurt.