Aarhus Kommune har indgået en formel samarbejdsaftale med Kongelundsprojektets to store bidragydere, Salling Fondene og Lind Invest, som sikrer donationer og dermed projektets fremdrift og fremtid.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

»Aftalen er en meget vigtig milepæl i udviklingen af Kongelunden. Vi har de seneste to år haft en yderst konstruktiv dialog med Salling Fondene og Lind Invest om visionerne for Kongelunden, og jeg er fantastisk taknemmelig for, at vi nu er enige om rammerne for den fremtidige proces og økonomien til den,« siger borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard.

For to år siden kunne Aarhus Kommune præsentere en ambitiøs vision for Kongelundens fremtidige udvikling herunder et nyt fodboldstadion takket være en hensigtserklæring om en potentiel kæmpe donation på samlet 500 millioner kroner i form af 250 millioner kroner fra henholdsvis Salling Fondene og Lind Invest.

Siden er der blevet foretaget en række nødvendige tekniske forundersøgelser, der nu er afsluttet med den konklusion, at det er muligt at realisere visionen for Kongelunden.

Dermed er de to donatorer nu enige med Aarhus Kommune om at arbejde videre med realiseringen af projektet, hvor der netop er udvalgt seks prækvalificerede teams til at deltage i projektkonkurrencen om et nyt fodboldstadion.

Derudover er tre teams udpeget til at deltage i et parallelopdrag om en samlet udviklingsplan for hele Kongelunden.

På den baggrund er der indgået en ny samarbejdsaftale, som sætter rammerne for den fremadrettede proces samt anvendelse af donationerne i takt med, at projektet skrider frem.

Den aktuelle status på udviklingen af Kongelunden er, at seks teams er prækvalificeret til projektkonkurrencen om et nyt fodboldstadion.

De bydende afleverer deres projektforslag i foråret 2022, hvorefter der bliver et vurderingsforløb og eventuelt en efterfølgende forhandlingsrunde.

Der bliver udpeget en vinder senest i efteråret 2022. Et nyt fodboldstadion forventes at stå klar i 2026.

12 teams har givet tilbud på at deltage i et parallelopdrag om en samlet udviklingsplan for Kongelunden.

Tre teams er udvalgt til at udarbejde hver deres forslag til en udviklingsplan. Herefter vil der blive peget på ét team, som der i efteråret 2022 kan udarbejdes en endelig udviklingsplan sammen med.

Ud over de meget generøse donationer fra Salling Fondene og Lind Invest finansierer Aarhus Kommune selv 250 millioner kroner til projektet, heraf 50 millioner kroner til udvikling af infrastrukturen i området.