Mandag løb den store Michelin-uddeling af stablen, og her var der hæder til intet mindre end tre aarhusianske restauranter.

Substans åbnede ballet med manér og kan nu igen kalde sig for Michelin-restaurant.

Frederikshøjs nye søsterrestaurant ANX modtog en Bib Gourmand. En pris, som gives til spisesteder, der leverer højt niveau til prisen.

Derudover løb Restaurant Domestic afsted med en særlig pris og modtog en Grøn kløver for deres arbejde med bæredygtighed.

Borgmesteren i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S) kalder resultatet af mandagens prisuddeling for en hyldest til Aarhus.

»Det er en fantastisk flot præstation af vores restauranter og de dedikerede mennesker, der står bag – og som hver dag leverer på gastronomisk topniveau,« fortæller borgmesteren i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Et kæmpe tillykke til dem, der har fastholdt deres stjerner – og til Substans, som har generobret sin stjerne i nye lokaler på Aarhus Ø.«

Men ikke nok med at Michelin-stjerne er en hyldest til restauranterne og deres personale, så rækker effekten af stjernerne ud over det, den enkelte restaurant selv oplever, mener Jacob Bundsgaard.

»Det giver et kæmpe fokus på byen både nationalt og internationalt. Her på bagkanten af pandemien er der samtidig ekstra grund til at glæde sig. Det flotte resultat er med til at sende et stærkt signal om, at byen igen er åben, står knivskarpt og glæder sig til at tage imod gæster,« fortæller han.