Den tidligere Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard har torsdag stiftet et privat rådgivningsfirma ved navn JBJ Advice. 

JBJ er initalerne på hans fulde navn: Jacob Bundsgaard Johansen. 

Det fremgår af det offentlige virksomhedsregister virk.dk, hvilket Aarhus Stitstidende var først til at opdage.

Det var i oktober 2024, at Jacob Bundsgaard til manges overraskelse valgte at trække sig som borgmester i Aarhus. En post som socialdemokraten bestred i 13 år.

Det fremgår af virksomhedsregistret, at han har stiftet firmaet inden for den branchekode, der hedder 'Virksomhedsrådgivning og anden rådgvning om driftsledelse'.

B.T. har rakt ud til Jacob Bundsgaard og spurgt, hvad han skal lave med firmaet. Svaret afslører, at han - i hvert fald  ikke officielt - er på det rene med, hvad det er.    

»Der er ikke rigtigt noget at fortælle. Det er alene housekeeping, så jeg kan skille eventuelle virksomhedsindtægter og private indtægter fra hinanden i fremtiden. Der er ikke noget konkret,« skriver Jacob Bundsgaard i et mailsvar til B.T. 

Jacob Bundsgaard har kaldt det 'et personligt valg', at han valgte at stoppe som borgmester i utide. Han har afvist, at det handler om dårlige meningsmålinger eller den såkaldte stadionsag, som handler om det fodboldstation, der i øjeblikket bygges i Aarhus til fodboldklubben AGF. 

Projektet døjer ifølge Aarhus Stiftstidende med et underskud på 250 mio.kroner, og Ankestyrelsen har afvist en lejekontrakt for et kommende AGF-stadion med kommunen, fordi lejen for det nye fodboldstadion muligvis er sat for billigt i forhold til markedsprisen.  

Ny borgmester i Aarhus er Anders Winnerskjold.