128.631 kroner.
Så mange penge samlede tiårige Mikkel Madsen fra Ribe ind til Danmarksindsamlingen i år. De penge går til coronaramte børn. Og nu er han nomineret til prisen som 'Årets Hverdagshelt'.
I år var ikke første gang, han samlede ind. Det gjorde han også sidste år.
Pengene blev skovlet sammen ved at indsamle pant i lokalområdet. Andre kom også forbi for at aflevere deres pant, og hver dag er tiårige Mikkel så smuttet ned med fem-seks poser for at pante. I hjemmet i Ribe har der flere gange stået sæk efter sæk fyldt til randen med tomme dåser og flasker.

Det er ikke hver dag, man ser, at børn helt ned i den alder foretager så generøse gerninger, men for Mikkel er det helt normal adfærd:
»Jeg kan ikke lide at se, når andre børn har det skidt. Jeg vil støtte dem, så de får en bedre fremtid,« fortæller han.
»Han er en meget omsorgsfuld dreng,« tilføjer hans mor.
Efter hans store donationer til Danmarksindsamlingen i både 2020 og 2021 er han således blevet indstillet til prisen som 'Årets Hverdagshelt', der uddeles af Postnord og Falck.

I første omgang bliver to fra hver region nomineret til finalen, hvor en jury bestående af Mads Steffensen, Anne Glad, Nadia Nadim samt direktører fra PostNord og Falck udpeger en vinder. Vinderen får sit ansigt på et frimærke. Eller rettere, fire millioner frimærker.
Indstillingen er sket af en anonym person fra hovedstadsområdet, der havde hørt om Mikkels gerninger. For hans store indsats er også blevet anerkendt vidt og bredt.
Således har mange ringet til ham for at høre, om de må komme forbi med deres pant. Han er også blevet kimet ned af diverse medier, og så er det også væltet ind med beskeder fra folk, der roser ham:
»Det er megafantastisk, og jeg bliver så glad i mit hjerte. Jeg har fået så mange søde kommentarer,« siger Mikkel Madsen.
Og det er da også en pavestolt mor, der sidder ved hans side:
»Jeg er absolut stolt. Det er helt vildt, at en dreng på ti år tænker på den måde.«
Nu håber han, at han vinder konkurrencen, så har kan få sine helt egne frimærker. Og så forventer han at gøre det hele igen næste år.