Det skulle have været så godt.
Herre i eget hus. Søde stamkunder. I forældrenes fodspor.
Ja, da Lars Bay Christensen i september 2019 overtog og åbnede et værtshus i den fynske by Ryslinge, så det længe lyst ud.
»Åbningen gik strygende. Det er en lille landsby, og jeg blev taget godt imod. Omsætningen var fin – man bliver ikke rig af det, men jeg kunne leve og have et par deltidsansatte,« forklarer han.
Der var ofte fuldt hus, der var livemusik, der var opbakning til projektet. Ryslinge har ikke andre værtshuse, så der var et hul i markedet.
Men nu er det slut. Som mange andre erhvervsdrivende under coronakrisen har der været problemer. Restriktioner, langsomme hjælpepakker og uvished.
»Jeg kan ikke byde min familie det længere. Vi har levet af min kones løn i jeg ved ikke hvor længe, haft overtræk, og nu skal vi igen vente på penge, hjælpepakker og så videre. Det er så stressende. Batterierne er simpelthen døde,« siger 48-årige Lars Bay Christensen.
Det er regulært sort uheld, der har ramt Lars Bay Christensen og mange andre.
Han havde i nogle år været bestyrer og bartender på andre værtshuse. Hans forældre havde også et værtshus, da han var barn.
»Jeg var ved at være træt af at arbejde for andre.«
Men bare fem måneder efter han overtog værtshuset og åbnede Ryslinge Bodega, tronede statsminister Mette Frederiksen frem på alle landets tv-skærme og bekendtgjorde, at Danmark ville lukke ned få dage senere. Helt ned.
Til at begynde med tog han det med ro. Der var hjælpepakker i sigte, og nedlukningen var kun varslet to uger frem. Men sådan kom det som bekendt ikke til at gå, og samtidig viste hjælpepakkerne sig både at være omstændige at få del i, det tog lang tid, før pengene blev udbetalt, og der var alligevel løbende udgifter forbundet med at være lukket ned.
»Jeg skulle op med nogle tusinde fra egen lomme hver måned, og jeg blev også nødt til at låne penge privat for at dække huller.«
Og i de efterfølgende snart to års tid har bodegaejeren og bodegaen »haltet« afsted, som han formulerer det. Kreditorer, e-Boks, administration har fyldt frem for den beroligende lyd af opknappede håndbajere.
»Jeg blev nødt til at tage arbejde som poder ved siden af for at få det til at hænge sammen og have penge til mig selv. 50 timer om ugen.«
I dag poder han stadig, for at pengene kan løbe rundt. Men der er desværre ikke så mange timer i det som tidligere.
»Hver dag er gået med spekulationer. Har vi haft penge til husleje? Har haft udlejer i røret nærmest dagligt. Han mangler sine penge. Og når vi har haft åbent, har jeg måttet arbejde for meget selv for at spare penge. Og svigtet min familie lidt på den måde,« siger Lars Bay Christensen.
Og det kan han ikke byde sig selv og familien mere. 30. juni er det slut, den sidste fustage er da tømt, gæsterne er gået, ballet er forbi.
»Flere stamkunder har villet låne mig både 50.000 og 100.000 kroner, for at jeg kunne fortsætte, men jeg kan jo ikke garantere, jeg kan give dem igen.«
Så beslutningen er taget, trods kede stamkunder. Lars Bay Christensen vil ikke ligge på knæ for nogen. Det har været for stressende og hårdt. Men han har fået bekendtskaber – og også venner i den lille fynske by, der ligger 20 minutter i bil fra Svendborg, hvor han selv er fra.
Men det lukker med en fest. Måske en hel uge. Lageret skal tømmes, og musikken skal spilles.
