Antallet af indlæggelser med coronavirus har overordnet set været faldende siden af april.

Der har siden starten af april været en faldende tendens for antallet af indlagte patienter med coronavirus på de danske sygehuse.

Torsdag er antallet opgjort til 97, hvilket er det laveste siden 17. marts. Det viser tal fra Statens Serum Institut. Indlæggelserne toppede i starten af april på 535.

Ud af de indlagte er 17 på intensiv afdeling, og heraf er otte så syge, at de har brug for en respirator til at trække vejret.

Antallet af døde med coronavirus i Danmark er steget med to til 582 personer.

Der er registreret 40 nye smittetilfælde med coronavirus. Det er sjette dag på stribe, at der er 40 eller færre nye tilfælde med virusset.

/ritzau/