Ebba Hachmann på 91 år møder ind på arbejde efter en køretur til Odense, hun har været til en »helt ufarlig undersøgelse« på Universitetshospitalet.

»Jeg har lige fået fornyet mit kørekort, så jeg kan køre til 2033. Men det har jeg ikke i sinde at gøre,« siger hun og griner.

B.T. har i den seneste tid i en række artikler sat fokus på, at flere bliver ældre – og at nye generationer måske kan forvente at leve længere end de omkring 80 år, som i dag er vores gennemsnitsalder.

Faktisk vil hver anden pige, der fødes i dag, blive 100 år. Det mener professor Michael Kjær ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet. En udtalelse, der kommer i kølvandet på, at B.T. i en artikelserie har sat sig for at undersøge, hvorfor flere lever længere. Nogle helt op til de 100 år eller derover.

Og selvom det ikke er til at se på hende, er 91-årige Ebba Hachmann er altså godt på vej mod de 100.

»Min mor blev 96 år, og hun havde ikke flere rynker end jeg. Vi må have nogle gode gener i familien,« siger Ebba.

I hvert fald forhindrer Ebbas alder hende ikke for at arbejde på fuld tid. Fra mandag til fredag tager hun bilen fra sin bolig og kører omkring fire kilometer til sin arbejdsplads, autoværkstedet Elektro Svendborg.

Ebba har aldrig haft planer om at gå på pension.
Ebba har aldrig haft planer om at gå på pension.
Vis mere

Firmaet er hendes hjertebarn, som hun sammen med sin afdøde mand, Axel Hachmann, overtog for 61 år siden. I alle årene har Ebba varetaget administrationen, og det er en opgave, som hun ikke har tænkt at give slip på.

»Jeg har aldrig tænkt på at gå på pension. Kunne slet ikke forestille mig at sætte mig hen og ikke foretage mig noget. Det er bare rart, at der stadig er brug for en,« siger Ebba og fortsætter:

»Jeg håber, at jeg lige pludselig falder om. Jeg vil arbejde til det sidste.«

Derfor har Ebba gjort en dyd ud af at følge med udviklingen. Ikke mindst den teknologiske.

»I 1984 fik vi EDB, hvilket har været den største forandring. Det var godt, at man opfandt EDB, men jeg synes godt nok, at vi er ved at blive temmelig meget digitaliserede. Jeg kunne godt klare mig med mindre.«

Mor og datter har arbejdet sammen i 36 år.
Mor og datter har arbejdet sammen i 36 år. Foto: Pernille Magaard Bøgh
Vis mere

I dag har datteren Christa Hachmann overtaget firmaet. Det er derfor de to kollegaer, mor og datter, der kører autoværkstedet.

»Jeg har hørt meget for, at jeg er kvinde i sådan en branche. Jeg har sommetider været hidsig, fordi nogle har sagt, at de vil tale med en, der ved noget, når jeg har stået bag disken,« fortæller Christa.

Men ulighed blandt køn er ikke noget, som Ebba har mærket til i sine 91 leveår.

»Det har aldrig været noget problem. Jeg har aldrig følt mig dårligere stillede end mænd. Det har aldrig været et emne,« fortæller hun.

Ebba følger med i nyhederne hver dag og ved derfor godt, at netop ligestilling er et stort emne i øjeblikket. Det samme med coronavirussen.

»Coronasnakken har været for meget. Jeg tror, det har været mere farligt at være bange for virussen end at få den,« siger hun.

Og så er der klimaforandringerne.

»Det er ikke noget, jeg tænker meget over. Det er mildt overdrevet af nogle personer,« mener Ebba og påpeger, at der i hvert fald ikke var nogen madspild i hendes generation. Nedenstående billede viser et rationeringskort fra 1952, altså en kupon, til kaffe og sukker.

Rationeringskort for sukker og kaffe.
Rationeringskort for sukker og kaffe.
Vis mere

»Vi var generelt gode til at spare dengang. Eksempelvis købte jeg en frakke i 1948, som jeg gav 348 kroner for. Og jeg tjente altså kun 35 kroner om ugen,« fortæller hun.

Selvom der er stor fokus på at belaste klimaet mindre, spiser Ebba altså kød med stor fornøjelse. Og at det skulle være usundt med animalsk kød, mener hun, er tåbeligt.

»Jeg er vokset op på en gård på Vestsjælland, og der var rigeligt med fedt, flæsk og hjemmedyrkede grøntsager på tallerkenen. Det passer ikke, at det er så usundt. Det kan du se på mig,« siger Ebba.

Der er uden tvivl mange meninger om, hvad opskriften til et langt liv er. Men hvis du spørger 91-årige Ebba, der starter dagen med 30 minutters motion, efterfulgt af en lang arbejdsdag, og har energi til en tur i haven efter fyraften, lyder det:

»Opskriften er at foretage sig noget fornuftigt. Og så leve nogenlunde sundt og dyrke motion.«