Lyt til artiklen

I 65 år har 90-årige Thor Nielsen boet i Bellahøjhusene i Brønshøj.

Men nu er den tid snart forbi. For han er blandt de 149 beboere, der netop har fået beskeden om, at han skal genhuses frem til 2029.

Det skyldes, ifølge boligselskabet KAB, at der er fejl i de gamle ingeniørberegninger i tre af højhusene. Mere konkret er der konstruktionsfejl, som gør, at de ikke tåler en vindbelastning på mere end 11-12 meter pr. sekund i middelvind.

Det er en vindhastighed, der forekommer månedligt, og indtil beboerne kan genhuses, kan de se frem til at blive evakueret, hver gang den vind indtræffer.

»Det er ikke alene en ubehagelig situation, det er faktisk for mig en livstruende situation, at man pludselig bliver stillet over for, at man skal ud af et hjem, man har boet i i 65 år,« fortæller Thor Nielsen.

Men »fejlen« i konstruktionerne undrer Thor Nielsen. For Bellahøjhusene blev opført i 1950erne.

»Der har aldrig været noget pres på huset, som har gjort, at der skete skader på grund af hverken middelvind, storm, kuling eller orkan,« slår han fast og undrer sig særligt over én ting.

»Hvordan tør de overhovedet lade os bo her til i morgen, hvis det nu bliver stormvejr på søndag?«

I stedet tror han det handler om, at boligselskabet KAB ønsker at komme af med de nuværende lejere.

»Det er en smart finte og pudsig timing af dem. Det falder sammen med, at de ønsker at komme videre med deres renoveringsprojekt. Det er først i 2029, man kan komme tilbage til sin bolig, og der er de fleste nok faldet fra. Så kan de invitere nye lejere ind til høje huslejepriser som i andre dele af København.«

»Til den tid vil jeg være 97, og det satser jeg ikke på, at jeg bliver,« fortæller han og understreger, at KAB har plantet et »blødende sår hos 149 familier«.

»Det er det psykiske, der er det afgørende i den her sag. Det er det skift, som jeg pludselig skal foretage, som kommer som et lyn fra en klar himmel.«

Ulla Lauritsen er også en af de beboere, der har fået beskeden om genhusning. Hun har boet i Bellahøjhusene i 60 år og kalder situationen for »vemodig«. Hun undrer sig særligt også over, hvad det er for såkaldte »konstruktionsfejl«.

»Når man har varetaget husene i så mange år, så burde man også for længe siden have været klar over, hvis noget var galt. Jeg begriber det ikke,« fortæller hun.

B.T. har rakt ud til KAB for at høre nærmere ind til de såkaldte fejlberegninger. I et skrifteligt svar udtrykker de stor forståelse for, at beboerne er berørte og kan have svært ved at forstå, at de skal genhuses, når husene har stået gennem storme siden 1950erne.

»Men vi er nødt til at handle på de faglige eksperters anbefalinger. Alt andet ville være uansvarligt,« lyder det.

De afviser, at genhusningen skulle have noget at gøre med, at de vil have lejerne ud.

»Det er ikke korrekt. Det handler udelukkende om beboernes sikkerhed. Husene har stået i mange år på trods af konstruktionsfejlene, men nu har vi af de bedste eksperter fået nogle fakta, som vi ikke kan sidde overhørig.«

KAB henviser desuden til, at almene boligorganisationer er non profit og altså ikke skal tjene penge på boligerne.