»Elskling. Elskling. Elskling.«

Hennings tre små ord, som han med besvær får sagt, skærer i hjertet på Lillan Albeck, når hun fortæller om afskeden med sin mand.

»Det var hans måde at sige farvel på,« siger den 64-årige kvinde.

Hun græder i telefonen. Det er, som om hun genoplever det hele igen. Smerten. Sorgen. Fortvivlelsen over, at det overhovedet kunne ske.

Henning og Lillan mødte hinanden i 2000 og blev gift i 2002. Foto: Privat.
Henning og Lillan mødte hinanden i 2000 og blev gift i 2002. Foto: Privat.
Vis mere

Henning trak vejret for sidste gang 12. maj 2020, mens hans hustru iført beskyttelsestøj sad ved hans side i hospitalssengen og holdt ham i hånden.

Han blev en del af en opsigtsvækkende corona-statistik for de danske plejehjem.

Har du oplevet noget lignende? Tip os og skriv til hped@bt.dk eller cweb@bt.dk.

Siden marts 2020 har 857 beboere mistet livet.

Lillan Albecks håb er nu, at vi kan lære af det forløb, hun og Henning måtte igennem, så vi engang i fremtiden er bedre rustet til håndteringen af en epidemi.

Også folketingspolitikere med sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) i spidsen mener, vi skal tage ved lære.

Hun har krævet en uvildig undersøgelse af coronaindsatsen på plejehjemmene.

Den skal kortlægge, hvorfor der har været så mange dødsfald blandt de i alt cirka 40.000 beboere.

»Jeg kan godt forstå, at vi var nødt til at isolere de ældre, da vi ikke havde værnemidler og testkapacitet, men da vi fik det, så kom vi ikke i et andet gear og fik set på arbejdstilrettelæggelsen. Det, vi jo blandt andet hørte fra FOA, var, at personale med nære kontakter med covid-19 alligevel skulle møde på arbejde,« siger Kirsten Normann Andersen, der også ønsker at blive klogere på, hvordan smitten kom ind på plejehjemmene.

Hun har tidligere forsøgt via Smitteopsporingen at få et svar på, hvor smitten kom fra, men det har ikke været muligt.

Henning kom på plejehjem i 2016 blandt andet på grund af Alzheimers sygdom.

Lillan blev frustreret, da coronanedlukningen kom i marts 2020. Deres daglige samvær blev erstattet af telefonsamtaler, og personalet tog somme tider et billede af Henning med mobilen, som de sendte.

Lillan har oplevet stor kærlighed med sin mand Henning. Foto: Nicolai Linares/Byrd.
Lillan har oplevet stor kærlighed med sin mand Henning. Foto: Nicolai Linares/Byrd.
Vis mere

Først da Henning blev testet positiv for covid-19 den 17. april, fik Lillan lov at besøge sin mand.

»Plejehjemmet havde desværre ikke nok værnemidler til, at de besøgende kunne beskytte deres øjne, hvilket personalet også gjorde mig opmærksom på. Det er først senere, jeg har tænkt, at det ikke var i orden, når man tænker på, hvor vigtigt hospitalet mener, det er,« siger Lillan, der ellers generelt har været meget taknemmelig for, hvordan personalet har passet på Henning.

Det var ved et rent tilfælde, at Lillan fandt ud af, at der var kommet smitte på plejehjemmet. Det kunne hun læse på lokalavisens Facebook-side. Det er dog ikke dårlig kommunikation, Lillan ser som årsag til smitten.

Dels kan det have været manglende værnemidler, dels manglede der test af personalet, som kun blev testet, hvis de havde symptomer.

Henning under coronanedlukningen i marts. Det er plejehjemspersonalet, der har taget foto af Henning, som blev sendt til Lillan efterfølgende, så hun kunne se ham. Foto: Nicolai Linares/Byrd.
Henning under coronanedlukningen i marts. Det er plejehjemspersonalet, der har taget foto af Henning, som blev sendt til Lillan efterfølgende, så hun kunne se ham. Foto: Nicolai Linares/Byrd.
Vis mere

Men vigtigst af alt: Da der udbrød smitte på plejehjemmet, er hun i tvivl om, hvorvidt håndteringen af smitteudbruddet kunne have været håndteret bedre.

Plejehjemmet består af to team, hvoraf der var udbrud af covid-19 i det ene team – hvor Henning ikke boede. De to team var adskilt af en branddør.

»Vi fik lovning på, at branddøren var låst. Men en aften, da jeg skal tale med Henning i telefonen, får jeg at vide, at det ikke kan lade sig gøre, da plejeren skal over med mad til den anden afdeling. Jeg får at vide, at de kun kører maden hen til døren, og så er der en anden, der tager imod den. Jeg får ikke mulighed for at spørge mere ind til det, før hun afslutter samtalen,« siger Lillan Albeck.

Hun har efterfølgende fået svar fra Lyngby Taarbæk Kommunes juridiske afdeling, der svarer på spørgsmål til Patienterstatningen på vegne af Lillan.

Lillan er i sorg over tabet af sin mand Henning. Foto: Nicolai Linares/Byrd.
Lillan er i sorg over tabet af sin mand Henning. Foto: Nicolai Linares/Byrd.
Vis mere

Her lyder det blandt andet:

»Fire medarbejdere blev testet positive, de var fra begge team. Vi etablerede et team af faste medarbejdere til at passe den afdeling med smittede beboere, og vi ansatte sygeplejersker til det team, alene til den opgave. Vi isolerede beboerne, alle beboerne i teamet anvendte de værnemidler, vi havde til rådighed på det tidspunkt, ligesom de gældende retningslinjer på det tidspunkt blev fulgt,« skriver jurist Louise Schødt Grosen.

Svaret efterlader dog stadig spørgsmål hos Lillan, der er usikker på, om personalet gik fra den ene afdeling til den anden og derved bragte smitte til Hennings afdeling.

Hennings smitte med covid-19 er meldt som en såkaldt utilsigtet hændelse.

Lillan sammen med sin mand Henning. Foto: Privat.
Lillan sammen med sin mand Henning. Foto: Privat.
Vis mere

Det betyder, at der er gået noget galt, der kan medføre skade, og det er sådanne hændelser, Kirsten Normann Andersen håber på, den uvildige undersøgelse kan gøre os klogere på.

Hun kan endnu ikke sætte dato på, hvornår undersøgelsen skal være færdig.