Det er fra mandag muligt at hente et badge eller mærke, som skal få folk til at holde afstand fra udsatte.

Fra mandag begynder et lille blåt badge med en tegning af to personer med en afstandspil imellem at dukke op i det danske gadebillede.

Håbet er, at det nye badge skal få folk til at holde afstand til udsatte, sårbare eller bekymrede borgere med henblik på at undgå coronasmitte. Tiltaget blev præsenteret på et pressemøde i forrige uge.

Der er fortsat smittespredning i samfundet, og en af anbefalingerne er, at folk skal holde afstand til hinanden.

Alle kan gratis hente et badge på apoteket, men det er tiltænkt folk i særlig risiko for at udvikle alvorlig sygdom som følge af coronasmitte.

En del apoteker er på forhånd blevet kontaktet af interesserede, så Apotekerforeningen regner med en vis efterspørgsel.

Der er i første omgang produceret 80.000 badges, oplyser Danske Handicaporganisationer.

De har sammen med en lang række patientforeninger været med til at udvikle det nye badge.

Ifølge formand Thorkild Olesen risikerer folk med handicap at blive overfuset verbalt, hvis de selv skal bede om afstand.

- Med det her badge vil vi undgå en masse konflikter, og vi vil kunne få folk til at indse, at man skal holde afstand til de mennesker, der vil have det her badge, siger han.

Også Morten Lorentzen, som er direktør i Hjerneskadeforeningen, bifalder, at den enkelte borger får mulighed for at signalere et ønske om afstand.

- Kommer du kørende med et iltapparat på siden i en rullestol, så er folk ikke i tvivl. Men mange handicappede har usynlige handicap, og der er det vigtigt at signalere til omverdenen, at her går én, som ønsker afstand, siger han.

Han tror dog også, at helt raske mennesker kan have brug for badget.

I Lungeforeningen har mange medlemmer ventet på badget, siger direktør Anne Brandt.

Hun håber, at det vil give ro og anledning til gode snakke om, hvorfor nogle mennesker bærer det.

Anbefalingen er, at man venter med at besøge apoteket før op ad dagen mandag, da det ikke er sikkert, at alle apoteker endnu har modtaget en forsending.

Man kan også bestille mærket på mange patientforeningers hjemmeside.

/ritzau/