Ud af samlet cirka 7100 danskere har omkring 80 personer registreret, at de befinder sig i Iran.

Det fremgår af de nyeste tal for Udenrigsministeriets danskerliste, oplyser ministeriet til Ritzau.

Ministeriet understreger, at det er frivilligt at til- og afmelde sig listen, så det faktiske antal danskere i landene kan derfor være højere eller lavere.

Desuden har omkring 250 danskere registreret, at de befinder sig i Israel.

Danskerlisten er en liste, som danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark kan skrive sig på, når de rejser eller bor i udlandet.

Personer på danskerlisten modtager automatisk beskeder, hvis der pludselig sker noget med relevans for det land, man befinder sig i.

Og dem har der været en del af, efter at USA og Israel lørdag angreb Iran om morgenen dansk tid.

Ministeriet har i snart to år opfordret danskere til at forlade Iran. Og den opfordring blev således kun mere aktuel efter weekendens angreb.

Udenrigsministeriet opfordrer desuden alle danskere, der opholder sig i regionen, til at registrere sig og læse Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

- Udenrigsministeriet følger situationen i Mellemøsten meget tæt og er i løbende dialog med partnere og andre lande om situationen, lyder det i et skriftligt svar.

Ministeriet har på nuværende tidspunkt ikke planer om evakueringer.

- Udenrigsministeriet iværksætter kun evakuering i helt særlige tilfælde, og i den nuværende situation vil det ikke være muligt at evakuere, da luftrummet og lufthavne er lukkede.

- Når luftrummet over landene åbner igen, vil også civile flyvninger forventes at blive genoptaget, oplyser ministeriet.

Det var lørdag omkring klokken 7, at der indløb meldinger om, at Israel havde indledt angreb mod Iran.

Kort tid efter kunne flere internationale nyhedsbureauer beskrive, at der var røg over hovedstaden, Teheran, og lyde af høje eksplosioner efter flere luftangreb.

Senere meldte USA sig på banen, og det kom frem, at Israel og USA har koordineret angrebet i flere måneder.

Iransk stats-tv har bekræftet, at den øverste leder i Iran, ayatollah Ali Khamenei, er blevet dræbt i et angreb.

/ritzau/