»Statsministeriet indkalder til pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet i dag mandag 8. november klokken 20 om status på coronasituationen i Danmark.«

Sådan lød det i en pressemeddelelse fra Statsministeriet for ti dage siden. Senere samme aften gik statsminister Mette Frederiksen på direkte tv og erklærede coronavirus for en samfundskritisk sygdom nok en gang.

Og så gik det amok.

Det viser en opgørelse fra Testcenter Danmark, der er en enhed under Statens Serum Institut.

I opgørelsen, som kan findes på en oplysningsside om vente- og svartider på coronaprøver, kan man se, hvordan udviklingen af danskernes mulighed for at få foretaget en coronatest inden for 24 timer er gået siden.

8. november – dagen for pressemødet – var alle danskere dækket ind, så de på under 24 timer kunne få foretaget en test.

Men bare et døgn senere var det tal faldet markant. Og siden er det kun blevet værre.

9. november var det kun 74 procent af alle danskere, der havde mulighed for at få en coronatest inden for 24 timer. 14. november, som er det senest opgjorte døgn, var det tal faldet yderligere til 50 procent.

Fra Statens Serum Institut er forklaringen enkel.

»Efterspørgslen eksploderede efter Mette Frederiksens pressemøde 8. november. Vi sprang fra omkring 30.000 test om dagen til 100.000 på ingen tid,« lyder forklaringen til B.T.

Den politiske målsætning på området er, at 80 procent af alle danskere skal kunne få foretaget en coronatest inden for 24 timer. Men i de tal, som er tilgængelige hos Testcenter Danmark, er det endnu ikke lykkedes at komme derop siden pressemødet 8. november.

Man er dog i gang med en opgradering på testområdet, lyder det fra Statens Serum Institut. Og det er ikke kun her, man er i gang med at få flere danskere testet hurtigere.

Også Falck og Copenhagen Medical, der driver en række lynteststeder, er begyndt at åbne flere midlertidige testcentre, oplyser Statens Serum Institut.

Indtil da kan man dog blive mødt med lange køer og besvær med at booke tid til en test inden for de 24 timer, som er ønsket.