Kian vågner med dunkende hovedpine. Han skriger og skriger, fordi det gør så ondt. Hans mor får ham ind til lægen.
Dagen efter er Kians og familiens liv forandret for altid.
I syv uger boede de på Familiehuset i Skejby, mens Kian blev behandlet for en alvorlig sygdom.
For pludselig kom dommen:
Kian har en tumor i hjernen, der er på størrelse med en tennisbold. Det er torsdag den 19. august, og Kian ligger på operationsbordet på Rigshospitalet.
»Det går så stærkt. Fra vi kommer, og til Kian ligger der. Vi har intet fået at vide, så vi går bare rundt på Rigshospitalet og ved ingenting. Det er den værste tid,« fortæller Kians far, Morten Holm, til B.T. Aarhus.
Morten går rundt derhjemme i Nivå i Nordsjælland, da Kians mor, Sabrina, ringer og fortæller, at deres søn skal opereres.
Beskeden får Morten til at smide alt, hvad han har i hænderne og drøne afsted til hospitalet.
»Det er en forfærdelig tur. Jeg når ikke at tænke noget, fordi det går så stærkt, fra jeg får beskeden, til jeg er på hospitalet sammen med Kian og Sabrina,« fortæller han.
Det er ikke noget nyt, at Kian har en massiv hovedpine. Det har han døjet med i to år, så da Kian og Sabrina tager til lægen, tænker Morten, at det bare er nogle tests, der skal tages, som endnu engang viser, at der ikke er noget galt.
»Jeg tænkte, at det måske var migræne eller noget andet. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det var en tumor på størrelse med en tennisbold,« fortæller han.
Men det er det. Det er den nye virkelighed, som Sabrina og Morten skal forholde sig til på Rigshospitalet den 19. august, mens deres søn ligger og bliver opereret.
Operationen tager tre timer.
»På det her tidspunkt er vi bange for, at vi mister vores søn.«
Familien bor i Nivå i Nordsjælland. Morten og Sabrina er skilt, så Kian bor skiftevis hos sin mor og far.
Han går i 3. klasse og er en ganske almindelig dreng med krudt i røven, der er en anelse genert.
Udover hovedpine i ny og næ, så mærker familien intet til den svulst, der har fået Kian på Rigshospitalet, og hvor han nu er ved at vågne.
Operationen går godt, og det er lykkes kirurgerne at fjerne størstedelen af svulsten.
»At se sin søn ligge der efter en operation, hvor vi har været alle tanker igennem – det glemmer jeg aldrig,« fortæller Kians far.
Kian er mærket efter operationen, men har det efter omstændighederne godt.
»Jeg kan huske, at det er utrolig hårdt og svært, og at det går meget stærkt. Jeg er bange og meget nervøs,« fortæller Kian selv.
Kian bliver på Rigshospitalet i fem dage, mens han kommer til sig selv.
De får besked på, at der venter ham et strålingsbehandlingsforløb på Aarhus Universitetshospital i Skejby, så de er sikre på, at kræften er væk.
Det forløb tager Kian og familien hul på den 16. september. Han og faren skal bo på Familiehuset i Skejby, der er tilknyttet hospitalet.
»Det er utrolig svært i starten, men jeg ved jo, at jeg skal igennem de ting, som lægerne fortæller mig, for at blive rask,« siger 8-årige Kian.
Han får lavet en maske, han skal have på, mens han får stråling. Det tager en halv time per gang, og for hver gang er det som om, det bliver mere og mere hverdag.
»Jeg vænner mig til det, og folkene er virkelig søde mod mig,« fortæller Kian.
Kian og Morten er på Skejby i syv uger.
Den 1. november for bare en uges tid siden får Kian sin sidste behandling.
»Kian bryder helt sammen, da vi skal derfra, fordi han kommer til at savne dem. De er virkelig kommet ind på livet af Kian,« fortæller faren.
Den sidste behandling betyder, at Kian er færdig i sit strålingsforløb. Det betyder ikke, at familien med sikkerhed ved, at kræften er væk endnu, men det betyder, at Kian kan vende tilbage til dagligdagen i Nordsjælland.
Fremtiden er stadig uvis.
Lige nu venter han og familien på en kontrol i december, der skal vise, om Kian kan erklæres kræftfri.
»Ventetiden er ulidelig,« fortæller faren, mens Kian supplerer.
»Jeg har det godt lige nu, men jeg glæder mig til, at jeg bliver helt rask.«
Og mens de venter, kan familien se tilbage på det forløb, som de slev kalder »det hårdeste, de har været udsat for.«
Men selv om det har været hårdt, så har det også rykket noget ved familien.
»Selvom mig og Kians mor ikke er sammen mere, så er vi blevet stærkere og tættere. Det er som om, at det går op for en, at vi kun lever en gang.«
Aarhus Universitetshospital var med til at markere dagen, da Kian havde fået sin sidste behandling.
