Efter rekordniveau fredag falder antallet af nye smittetilfælde. Antallet af døde med corona runder 700.

Efter fredagens rekordhøje antal nye smittetilfælde på 859, er antallet af nysmittede faldet lørdag.

Helt nøjagtigt er der registreret 789 nye tilfælde af coronasmitte det seneste døgn.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Antallet af prøver, der ligger til grund for tallene, er 46.906.

Der er nu fem færre patienter indlagt med corona. Dermed er det samlede antal indlagte coronapatienter 120.

Der er tre nye coronarelaterede dødsfald, og det bringer det samlede antal døde med corona op på 700.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede fredag skærpede restriktioner fra på mandag, når forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til 10.

Fra på torsdag skal man desuden bære mundbind på offentlige steder.

/ritzau/