77-årige Jette Mølgaard samler lige nu kræfter til at skulle transportere sig over 20 kilometer for at hente sin PostNord-pakke.

»Det er langt ude i hampen. PostNord gør bare, som det passer dem,« siger Jette Mølgaard.

Efter B.T. fredag skrev om Finn Mathiesen, der skulle 45 kilometer væk fra sin adresse for at hente en pakke leveret af PostNord, har flere danskere skrevet til B.T., at de har oplevet det samme. B.T. har talt med to af dem.

Jette Mølgaard har ikke bil, så hun skal tage turen fra Stenløse, hvor hun bor, med tog efterfulgt af en længere gåtur til Føtex i Frederikssund, hvor PostNord har afleveret hendes pakke.

»Jeg bliver nødt til det. Det er bare et kæmpe irritationsmoment. De kunne godt tage lidt hensyn til kunderne,« siger pensionisten fra Stenløse:

»Vi har så mange steder, man kan levere til her i Stenløse, så jeg forstår det slet ikke. Jeg har jo betalt for fragt, og nu skal jeg også betale for transport,« lyder det.

33-årige Heidi Rømer er endnu en i rækken af danskere, der har oplevet at skulle hente en pakke adskillige kilometer fra sin bopæl. Hun bor i Skjern og skulle hente sin pakke 20 kilometer væk i Ølstrup.

»Da jeg modtog en besked fra PostNord, om hvor de havde leveret, skulle jeg lige læse adressen en ekstra gang. Jeg kunne ikke forstå, det skulle være hele vejen i Ølstrup,« siger Heidi Rømer.

Og da hun så for nylig læste om andre PostNord-kunders oplevelser, satte hun sig til tasterne og skrev til B.T., fortæller hun:

»Da jeg læste om andres oplevelser og så PostNords undskyldning med, at det var på grund af black friday og jul, tænkte jeg: 'Det er løgn – de er fyldt med dårlige undskyldninger',« siger Heidi Rømer.

Hendes oplevelse ligger nemlig længere tilbage end black friday, fortæller hun.

»Jeg bestilte for langt over en måned siden. Og for mig giver det ikke mening, fordi Ølstrup er ikke på vej til noget. Jeg ved ikke, hvor mange andre pakkeshops man kunne have leveret til – for eksempel i Tarm.«

Brugsuddeleren i Ølstrup undrede sig også en del, da hun kom for at hente pakken, siger hun.

»Han havde aldrig oplevet før, at en pakke til Skjern endte hos ham.«

B.T. har forelagt de to kunders oplevelser for PostNord. Lene Reipuert, der er vicedirektør for pakkeforretningen i PostNord Danmark, skriver følgende i en mail:

»Der er tale om nogle ærgerlige fejl, som jeg kun kan beklage. Det er selvfølgelig ikke hensigten, at man skal køre så langt efter sine pakker – heller ikke i perioder som nu til jul, hvor der er ekstra tryk på udleveringsstederne. Langt størstedelen af vores pakker bliver leveret korrekt og helt uden problemer, men det ændrer desværre ikke på de oplevelser, som enkelte af jeres læsere har haft.«