Andelen af smittede blandt de testede er 0,39 og holder sig på niveauet fra de seneste uger.

Der er det seneste døgn registreret 755 nye coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut lørdag.

Det er sket på baggrund af 192.992 PCR-prøver. Det er prøvemetoden med en vatpind i halsen, som regnes for den mest pålidelige.

Positivprocenten - andelen af de smittede blandt de testede - er 0,39 og holder niveauet fra de seneste uger.

Antallet af indlagte falder med 13 til 208 personer.

Der er samtidig sket 27 nye indlæggelser, så faldet i det samlede antal indlagte vidner om, at der er en del af de indlagte, som er udskrevet op til weekenden.

Der er registreret yderligere tre coronarelaterede dødsfald.

Samlet set er 2439 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19, siden epidemien ramte landet i februar sidste år.

/ritzau/