Når man åbner for vandhanen eller tænder for bruseren, kan tusindvis af husstande lige nu opleve at se grønt vand.

I hvert fald hvis man bor i en af de kommuner, som får leveret fjernvarme fra selskabet Vestforbrænding.

Nærmere bestemt drejer det sig om Herlev, Ballerup, Lyngby og Furesø Kommune. Årsagen er, at Vestforbrænding i disse dage arbejder på at finde frem til lækager hos fjernvarmemodtagere. Det skriver Vestforbrænding i en pressemeddelelse.

Bor du i en husstand, hvor I har oplevet grønt vand fra hanen eller bruseren? Tip gerne redaktionen på 1929@bt.dk.

Her benytter man den grønne farve som et slags hjælpemiddel. For hvis man som forbruger oplever en grøn farve sive ud af hanerne - ja så er der tale om lækager, hvilket er et slags hul eller en revne i et rør.

Over for TV2 Lorry forklarer Birgitte Malm, kommunikationspartner hos Vestforbrænding, at den grønne farve er ufarlig, og der er derfor ingen grund til frygt, hvis man støder på den noget atypiske farve i vandet.

»Oplever du en grøn farve i dit din bruser eller vandhane, er der derfor en utæthed i dit varmeanlæg, og du skal kontakte en lokal VVS’er for at få det fikset,« siger hun til mediet.

Vestforbrænding sørger for varme til omkring 75.000 husstande i de fire kommuner, skriver TV2 Lorry slutteligt.