Ét emne fylder utrolig meget blandt danskerne for tiden: coronavacciner.

Der er bred enighed om, at så mange skal have første, andet og tredje stik, så hurtigt som muligt.

Og nu kommer der forstærkning til de travle læger, der sidder og vaccinerer den ene dansker efter den anden for virussen.

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Region Nordjylland er nemlig nu blevet enige om, at praktiserende læger i regionen nu kan tilbyde vaccinerne i egne lokaler.

Det fortæller Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Indtil videre har 72 lægepraksisser takket ja til buddet, og regionen melder om, at der er flere på vej.

Alle fra fem år og opefter kan nu lade sig vaccinere, og det er også regionens forventning, at mange børnefamilier vil tage imod tilbuddet, nu hvor der med al sandsynlighed kommer et vaccinationssted, der ligger tættere på familiernes hjem, end før.

»Vi får nu mulighed for at øge vaccinationskapaciteten, og vi håber, at samarbejdet med PLO særligt vil være til gavn for vaccinationen af børn mellem 5 og 11 år, samt de borgere, der eksempelvis af fysiske eller psykiske årsager har vanskeligt ved at benytte et af de regionale vaccinationssteder,« siger Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Vaccinerne forventes at lande i de lokale lægepraksisser på forskellige tidspunkter.

Derfor henviser regionen til hvert enkelte praksis' hjemmeside for at få at vide, hvornår vaccinerne kommer dertil.