Lyt til artiklen

Fredag aften er der mødt 7.000 feststemte unge op til den årlige 'puttefest' for gymnasieelever i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København.

De skriver Nordsjællands Politi på Twitter, hvor man beretter om god stemning blandt de unge.

Men på trods af den gode stemning har politiet allerede sigtet flere af de tilstedeværende.

»Indtil videre er der en sag om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i forbindelse med kast af fyldte dåser, hvor en enkelt blev ramt og er lettere tilskadekommen,« lyder det fra politikredsen på Twitter.

Per Thulesen, der er vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi, bekræfter over for B.T., at en 16-årig mand er blevet sigtet for at have kastet en fyldt dåse.

»Han har kastet en dåse – ikke mod en person – der så uheldigvis rammer en,« fortæller Per Thulesen, der ligeledes kan berette, at drengens forældre er underrettet, og at han er blevet bortvist fra stedet.

Derudover har politiet også en sigtet for overtrædelse af knivloven, mens der har været to sager med euforiserende stoffer.

En af deltagerne er blevet taget med kokain på sig og en anden med hash.

Ifølge Per Thulesen er der dog ikke mistanke om, at nogen sælger stoffer.