Mindst 74.837 medarbejdere i landets tre største kommuner skal selv til lommerne, hvis de vil holde julefrokost med kollegerne.

Det viser en rundspørge, B.T. har foretaget.

Således tegner der sig et klart billede af, at de kommunalt ansatte i København, Aarhus og Odense ikke får mange penge at holde julefrokost for.

Hvor 74.837 helt eller delvist skal betale, er andre kommunalt ansatte sikret et tilskud på omkring 150-200 kroner per medarbejder.

Penge, der går til julemad, underholdning, oppyntning, og hvad der ellers hører sig til, når julen skal fejres med kollegerne.

En af dem, som ikke længere får tilskud til julefrokosten, er Malene Markvard Andersen.

»Jeg synes, det er fuldstændig absurd, at vi intet får,« siger Malene Markvard Andersen, der er hjemmesygeplejerske i Hjallese-gruppen i Odense.

For det er ikke kun julefrokosten, hun og kollegerne må kigge langt efter.

»Det er fair nok, at man sparer, men ikke at det går ud over både julefrokosten, julegaver og endda juleslikket, som vi hidtil har fået, når vi er på arbejde på helligdagene i julen,« siger hun og fortsætter:

»Det er noget, der bliver snakket om blandt kollegerne, og stemningen er lidt trykket.«

Hun er ansat under Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune. Og her er julefrokosten blevet sparet væk for de 4.500 ansatte, skriver Fyens Stifttidende.

Administrerende direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen Gitte Østergaard fortæller til B.T., at det var en nødvendig beslutning.

»Vi har en meget anstrengt økonomi og har besluttet kun at bruge penge på det allermest nødvendige.«

'Det er ikke os, der bruger pengene'

»Vi har i forvejen et overforbrug, som vi skal tjene ind igen næste år. Hvis vi gav tilskud til medarbejdernes julefrokost, skulle også de penge hentes på næste års budget,« siger Gitte Østergaard, der sammen med Forvaltningsudvalget, hvor medarbejderne også er repræsenteret, traf beslutningen.

Men det argument undrer Malene Markvard Andersen sig over.

»Det er ikke os på gulvet, der bruger pengene. I de andre forvaltninger er der råd til at give tilskud til medarbejdernes julefrokoster, og jeg kan ikke forestille mig, at der bliver sparet på dem, der er højere oppe i systemet,« siger hun.

Hvorfor er det så vigtigt, at I får et lille tilskud til julefrokosten?

»Det tjener som en anerkendelse af vores arbejdsindsats. Så det ville være en dejlig gestus at få.«

»Vi har valgt at holde en julefrokost betalt af egen lomme, fordi vi mener, det er vigtigt for sammenholdet og det sociale samvær. Men jeg kender til andre grupper, der ikke holder julefrokost i år,« siger Malene Markvard Andersen.

Ifølge Gitte Østergaard er der hidtil blevet brugt omkring 900.000 kroner på julefrokoster om året i Ældre- og Handicapforvaltningen. Hun forventer, at årets spareøvelse bliver en 'engangsforestilling'.

Hvad vil du sige til de medarbejdere, som undrer sig over, at der ikke er råd til et tilskud til deres julefrokost, når andre ansatte i kommunen får et?

»Som direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen er det mit ansvar, at de økonomiske rammer bliver overholdt. Men jeg forstår godt, at folk undrer sig over forskellene.«