»Jeg kommer ud af ret fattige forhold i Sønderjylland. Min far var alkoholiker, og det var svært at få det hele til at hænge sammen. Men jeg modtog meget støtte i skolen af min lærer, der sagde, jeg var dygtig og nok skulle nå langt i livet.«
Det gjorde hun. Lis Paulsen nåede langt i livet. Men hun fik også hjælp undervejs.
Af samme årsag mener hun, at det nu er på tide, hun giver lidt igen.
Den 70-årige pensionist er derfor blevet såkaldt frivillig pårørende på Hvidovre Hospital, hvor hun træder til, når borgere skal undersøges for kræft. Et forløb, der kan være svært at overskue på egen hånd.
Det ved Lis Paulsen bedre end de fleste.
»Jeg har selv været cancerpatient, så jeg kender til den bekymring, der følger med.«
Lis Paulsen fik konstateret brystkræft i 1998 og skulle herefter i strålebehandling. Hun beskriver sit eget forløb som »ret ligetil«, men det til trods mærkede hun også, hvor psykisk hårdt det kan være.
»Jeg havde tanker om, at det kunne sprede sig. Tanker om, hvorvidt det var noget, jeg ville overleve.«
I dag kan hun bruge sin egen oplevelse i sit frivillige arbejde.
»Jeg sidder ikke og siger til patienterne, at jeg selv har gennemgået det, men jeg tror, at ens erfaringer som menneske kan gøre, at man har lettere ved at sætte struktur på.«
Og det gør hun så.
Lis Paulsens opgave som frivillig er at støtte, sørge for struktur, overblik og empati.
Under patientens udredningsforløb noterer hun eksempelvis, hvad lægerne siger, så de er sikre på at få det hele med.
»Jeg ved, at man kan gå ud fra et møde med lægen og ikke huske, hvad der blev sagt, fordi man er så chokeret over at sidde dér – midt i en kræftpakke,« fortæller den frivillige, der bruger meget tid på at tale med patienterne.
På at vise empati i en svær situation. Og nogle gange agerer hun også bare praktisk gris. Holder jakker og tasker.
»Jeg kan ikke hjælpe med at fjerne bekymringen. Og det skal jeg heller ikke, for de får måske en trist besked til sidst. Men jeg kan hjælpe med ro og struktur.«
Indtil videre består projektet 'Book en pårørende' af 11 frivillige. Nogle er på en til to gange om ugen. Andre oftere.
Lis Paulsen har været med siden slut-november, hvor hun var på det første kursus. Forinden havde hun set et opslag med initiativet og tænkt: »Det skal være det.«
Hun har nemlig i årevis gerne villet lave frivilligt arbejde.
»Det har noget med min egen baggrund at gøre. I min opvækst har jeg haft brug for hjælp, hvilket jeg har fået.«
Først i skolen og siden, da hun som 17-årig blev mor for første gang og flyttede til hovedstaden. Her stod Mødrehjælpen klar til at hjælpe med bolig.
Lis Paulsen, der med egne ord endte med at klare sig »rigtig godt i livet«, har alle dage været taknemmelig. Vidst, at hun gerne ville give noget igen.
Og da hun efter 40 år som bioanalytiker på Rigshospitalet gik på pension i februar 2020, skulle det være.
»Jeg er rigtig glad for, at jeg stadig har en opgave. Jeg har børn, otte børnebørn, mand, hus og hunde – og nok at tage mig til. Men det er dejligt at kunne gøre noget for mennesker, der helt tydeligt trænger til, at man er der.«