Der er konstateret coronavirus på 101 minkfarme. Dyrene på langt flere farme skal også aflives.

De nordjyske minkavlere er langt fra tilfredse med, at mange mink må lade livet på grund af coronavirus.

Derfor klager 60 minkavlere nu for at få aflivningen stoppet. Det skriver Nordjyske.

Alle klagerne er fra Nordjylland, der er det sted i landet, hvor flest minkfarme er ramt af coronavirus.

I spidsen for sagen står advokat Birgitte Pedersen, der er medejer af firmaet HjulmandKaptain.

Hun fortæller til Nordjyske, at der i første omgang klages, fordi en retssag ville kunne trække ud i månedsvis.

- Vi klager over manglende overholdelse af minkavleres rettigheder, den forfejlede aflivningsstrategi og det manglende faglige grundlag herfor, siger hun til mediet.

I alt 101 minkfarme i landet var fredag ramt af coronavirus, men minkene på endnu flere farme må lade livet af et forsigtighedsprincip.

Besætningerne på minkfarme i en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm bliver nemlig også aflivet.

Netop den grænse er et af de områder, som der klages over. Klagerne mener nemlig, det er uklart, hvorfor snittet er lagt der.

- Fødevarestyrelsen siger, at SSI (Statens Serum Institut, red.) har fastlagt grænsen, og SSI svarer, at det er Fødevarestyrelsen, lyder det i klagen ifølge Nordjyske.

Onsdag betød denne regel, at dyrene på omkring 200 minkfarme stod til aflivning. Det svarer til omkring 2,5 millioner mink.

Her var der dog konstateret smitte på 89 farme, og antallet må derfor forventes at være vokset yderligere.

Derudover klages der over, at de ansatte, der bruges til aflivningen, ikke har erfaring med arbejdet.

De kommer ofte fra Rumænien, som er på Danmarks karantæneliste, og klagerne savner også dokumentation for, at de har været i karantæne.

Birgitte Pedersen ved ikke, hvornår styrelsen svarer på klagen. Hun slår dog fast, at det kan ende med en retssag:

- Mine klienter ser ingen anden udvej. Deres livsværk og branchen lider jo uoprettelig skade ved den nuværende strategi, siger hun til Nordjyske.

/ritzau/