Et ophold på Hotel Ringkjøbing har i weekenden sendt mindst 60 gæster under dynen med norovirus, også kendt som roskildesyge. Det reagerer den daglige leder nu på.

»Det er jo en katastrofe, der har ramt os. Vores største ønske og mission er, at vores gæster tager glade herfra,« siger den daglige leder af hotellet i Ringkøbing, Chalotte Christiansen, til TV Midtvest.

Fødevarestyrelsen undersøger nu, om det er maden på hotellet eller en af gæsterne, som har smittet de mange personer med roskildesyge, som fører både opkast, diarré og hovedpine med sig.

Charlotte Christiansen fortæller til TV Midtvest, at hun er rystet over episoden.

Dog understeger hun, at det formentlig ikke er i hotellets restaurant, at gæsterne er blevet syge.

Det fortalte hun tirsdag til Dagbladet Ringkøbing-Skjern:

»Jeg spørger samtlige gæster, som tjekker ud søndag, hvordan de har det, og jeg registrerer så dem, der er blevet syge. Der er blandt andet et ungt par, hvor kvinden er meget syg og har fået cola i løbet af natten,« siger hun og fortsætter:

»Men de har ikke spist noget på hotellet, blot overnattet og besøgt et vennepar. Derfor tror jeg, at smitten kommer fra hende. Der er også en gæst, som blev syg allerede lørdag formiddag, og hun har heller ikke indtaget noget af vores mad.«

Alle fødevarer blev smidt ud, og køkkenet blev grundigt rengjort, før der igen blev serveret mad på hotellet.

I alt spiste 306 gæster aftensmad på Ringkjøbing Hotel fredag og lørdag.

De overnattende gæster fik også morgenmad på hotellet. Så reelt kan flere end 60 gæster være blevet syge.

Man bliver syg mellem 20 og 26 timer efter smitten. Det er dog de færreste, som får mén af sygdommen.