60-årig sigtet for attentatforsøg mod premierminister: Fandt sprængstof i hans hjem
Manden er blandt andet anklaget for planlægning af et væbnet statskup.

Manden er blandt andet anklaget for planlægning af et væbnet statskup.

En mand i 60erne, der søndag blev anholdt for at have planlagt attentater mod Polens premierminister og forsvarsminister, havde hjemmelavede sprængstoffer i sin lejlighed.
Sådan lyder det nu fra talsperson fra den polske anklagemyndighed talsperson Piotr Skiba ifølge norsk TV 2.
De polske myndigheder har fundet »omkring et dusin hjemmelavede eksplosive anordninger« i mandens hjem.
Blandt dem var chokgranater med metalkugler indeni, som sandsynligvis var »eksplosiver svarende til fragmenteringsgranater,« lyder det fra anklagemyndigheden.
Manden er anklaget for i alt ni anklagepunkter – herunder attentatplaner mod premierminister Donald Tusk og forsvarsminister Władysław Kosiniak-Kamysz og planlægning af et væbnet statskup.
Ifølge anklagen rekrutterede den mistænkte også andre, der var i besiddelse af våben, til at samarbejde med ham.

Manden i 60erne nægter sig skyldig.
Tirsdag blev en 46-årig mand også anholdt, mistænkt for at have opildnet til mord på flere højtstående polske embedsmænd, heriblandt Donald Tusk.