En 58-årig mand er dømt for at have voldtaget sin hustru.

Voldtægten fandt sted, efter parret sammen med deres voksne søn havde drukket på ægteparrets bopæl i Skals, hvorefter de tog på Skals Kro for at fortsætte festlighederne.

Det skriver Viborg Folkeblad.

Ægteparret, der har været sammen i 34 år, kom tilbage til bopælen kl. 2 om natten, mens deres voksne søn satte kursen mod Viborg for at tage i byen.

Da de kom hjem og skulle til at sove, var manden ‘meget fuld’, mens konen efter eget udsagn ikke havde fået det store at drikke. Voldtægten fandt sted, da manden gerne ville have sex, mens konen ikke havde lyst.

Det fik manden til at blive aggressiv, og han fremtvang sig til samleje både vaginalt og analt. Undervejs holdt han hende nede, og han slog hende flere gange med knyttet hånd bl.a. i ansigtet, ligesom han sparkede hende på kroppen.

Efter voldtægten faldt manden i søvn, mens konen flygtede hjem til en veninde. Manden fortæller, at han intet kan huske fra natten for voldtægten 6. januar.

Den 58-årige mand er blevet tildelt en ubetinget fængselsstraf på 2,5 år samt et erstatningskrav på 60.000 kroner på baggrund af de skader, der er blevet fundet på konen, som havde hudafskrabninger og blå mærker flere steder på kroppen samt mindre skader på kønsdelene.