55.000 skriggrønne refleksveste er blevet sendt ud til elever i 2. klasse landet over.

Årsagen? At de bliver mere synlige i trafikken – og bliver mere bevidste om trafiksikkerhed.

Det skriver TV2 Øst.

Det er trafiksikkerhedskampagnen Lastbilkaravanen, der i denne uge lærer skolebørn om gode vaner i trafikken, som står bag.

Tidligere har kampagnen besøgt tusindvis af elever på landets skoler, men grundet coronasituationen har man i år måttet tænke i nye baner. Derfor har man sendt de mange refleksveste ud til eleverne i 2. klasse, mens karanvanen selv lægger vejen forbi fire skoler.

Ifølge tal fra Vejdirektoratet kom 919 cyklister til skade eller blev dræbt i trafikken sidste år – og det tal håber man at få bragt ned. Særligt kom folk til skade i højresvingsulykker.

Da karavanen lagde vejen forbi Hindholm Privatskole nær Næstved, kunne børnene derfor få lov til at besøge førehuset, så de kunne se, hvor meget chaufføren kan se – og hvad han eller hun ikke kan se.

»Jeg håber, når de står i et trafiklys ved siden af en lastbil, som skal til højre, at de så tænker: 'Hov, jeg flytter mig lige, for det er ikke sikkert, han har set mig',« fortæller lastbilschaufføren Bjørn Nielsen, der var med til at vise eleverne rundt, til TV2 Øst.