Flere tusinde piloter fik kompromitteret deres personoplysninger i forbindelse med et databrud hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i slutningen af oktober.

Det oplyser DMI i en opdatering på sin hjemmeside onsdag.

- Det er konstateret, at uvedkommende har nået at downloade en liste med oplysninger om cirka 5000 piloter, der har login-adgang til Northavimet, skriver DMI.

Northavimet er en fælles nordisk internetportal, der giver piloter adgang til vejrinformationer i forbindelse med planlægning af flyvninger.

Ifølge DMI har uvedkommende skaffet sig adgang til flere informationer om de berørte piloter, herunder navne, mailadresser, nationaliteter og pilotcertifikatnumre.

Piloterne, der er omfattet af lækket, orienteres om hændelsen, og de opfordres til at skifte deres adgangskode, skriver DMI.

Hændelsen skete, i forlængelse af at der i slutningen af oktober blev fundet sikkerhedshuller i et af verdens mest udbredte programmeringssprog bag hjemmesider, webshops og portaler, der går under navnet PHP.

Flere myndigheder og virksomheder, heriblandt skoleplatformen Aula, valgte i den forbindelse at lukke deres hjemmesider midlertidigt, mens en ny opdatering blev implementeret.

Det skete for at forhindre, at eventuelle hackere i mellemtiden skulle tiltvinge sig adgang til siderne, før sikkerhedshullerne blev lukket.

Samme fremgangsmåde forsøgte DMI sig med.

En gennemgang af hændelsen viser, at uautoriserede personer fik adgang til et brugeradministrationssystem bag portalen 22. oktober.

Allerede klokken 14 blev portalen lukket ned, før den blev genåbnet samme dag efter en sikkerhedsopdatering.

Sikkerhedsbruddet er blevet anmeldt til politiet og til Datatilsynet, skriver DMI.

RITZAU