500 af landets kulturinstitutioner mangler svar og en plan i de aktuelle forhandlinger om genåbning. De har fået nok – og sendt brev til den øverste chef. Statsminister Mette Frederiksen.
I brevet, der blandt andet er underskrevet af Dansk Teater, Dansk Live, Danske Koncert og Kulturhuse, efterspørger de handling og en konkret plan for genåbningen af det danske kulturliv.
»Vi ved godt, at hele kulturlivet ikke står først i genåbningskøen. Men vi har alle mærket, hvor vigtig kulturen er for fællesskab, personlig trivsel og mental sundhed.«
»Derfor har vi brug for en plan, så vi kan forberede os på, at vores millioner af publikummer kan vende trygt tilbage til den kultur, de længes efter,« står der blandt andet i brevet.

Ifølge B.T. politiske redaktør, Henrik Qvortrup, er det iøjnefaldende, at brevet er gået uden om kulturminister Joy Mogensen, som ellers sidder med ansvaret for kulturen i Danmark.
»Jeg ser det som et udtryk for, at man er løbet panden mod muren. Det må man vel forstå, eftersom de tager det til niveauet højere.«
»Det er en kæmpe kritik af en kulturminister, som sidder lidt handlingslammet og ikke får tingene til at ske. Man kan være enig eller uenig med statsministeren, men det her er den gamle historie om kulturministeren, som ikke gør noget.«
Over for Berlingske forklarer Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater, at det ikke kun er kulturministeren, der skal handle – men derimod selve regeringen.

»Nu har vi simpelthen brug for, at det lange lys kommer på. Vi kan ikke åbne, hvis vi kun får tre dages varsel til det. Det kan ikke lade sig gøre. Kunst og kultur tager tid at lave. Og vi har brug for den anerkendelse, der ligger i at få at vide, hvornår vi kan genåbne.«
Kritikken er ikke ny, når det kommer til genåbning af kulturlivet. Også landets festivaler har ligeledes råbt om en plan for sommeren, hvilket Joy Mogensen tidligere på måneden var kaldt i samråd om. Derfor giver de 500 kulturinstitutioners opråb god mening, vurderer Qvortrup:
»Presset vokser derude, så om brevet gør noget, det skal jeg ikke kunne sige. Der er kapløb mellem alle, der gerne vil have, det skal være deres tur.«
»Kulturinstitutionerne er klar over, at de er nødt til at adressere det, og det er også korrekt set.«

For spørger man Peter Mark Lundberg, kan det ende i en situation, hvor kulturlivet slet ikke kan åbne, når først restriktionerne har lagt sig.
B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Statsministeriet om brevet.
Det har heller ikke været muligt at få et interview med Joy Mogensen om kritikken, men i et skriftligt svar skriver kulturministeren:
»Jeg vil ligesom kulturinstitutionerne gerne have åbnet Danmark igen. Selvom vi stille og roligt er begyndt at åbne samfundet, så står vi dog stadig i en situation, hvor det skal gøres med omtanke. Hvis vi åbner for meget, kan hospitalerne blive overbelastet. Derfor kan det hele ikke åbnes på én gang.«
»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen prioriterer kulturlivet højt, og at kulturinstitutionerne indgår i de samtaler om en genåbning, som regeringen fører med Folketingets partier.«